It-giganter i heftigt slagsmål om industrispionage for 6 mia. kr.
It-giganterne Tata og Epic Systems er røget i totterne på hinanden med beskyldninger om tyveri af forretningshemmeligheder. Indtil videre er sagen endt med en bøde på godt seks mia. kr.
Den indiske it-gigant Tata Consultancy Services (TCS) og den amerikanske it-virksomhed Epic Systems er røget i totterne på hinanden, efter Epic har anklaget TCS for at stjæle forretningshemmeligheder.
En dommer i Epic Systems hjemstat Wisconsin har for nyligt tildelt TCS en bøde på 940 mio. dollar svarende til 6,2 mia. kr. for at stjæle hemmeligheder fra Epic Systems.
I Danmark er de to selskaber blandt andet kendt fra, at TCS leverer it-drift til TDC, mens Epic Systems eksempelvis leverer den store sundhedsplatform til Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Bøden er fordelt på 240 mio. i kompenserende skadeserstatning, mens 700 mio. dollar er i bod, skriver The Financial Times ovenpå domsafsigelsen.
TCS har med det samme anket sagen.
Ifølge The Financial Times har Epic Systems anklaget den indiske it-gigants amerikanske datterselskab Tata America International Corporation for, at virksomhedens medarbejdere har begået 'skamløst tyveri'.
Tyveriet skulle være sket i form af forretningshemmeligheder, fortrolige informationer, dokumenter og data.
Ifølge anklagen fra Epic Systems har det påståede tyveri været styret fra Tata-hovedkvarteret i den indiske millionby Mumbai, mens datterselskabet TCS konsulterede en af Epic Systems' kunder, Kaiser Permanente.
TCS har afvist alle anklager og fremhæver, at anklagerne ikke i tilstrækkelig grad bliver understøttet af beviser.
Derfor har TCS i agt at forsvare sig 'kraftigt' ved højere retsinstanser i den kommende tid.
Læs også på Computerworld:
Ny direktør for it-gigant i Danmark: Her er vores planer for den danske forretning


