Fortsæt til indhold

Ny streamingtjeneste har ramt Danmark

Musikkanalen MTV muliggjorde musikvideoernes guldalder i 1980'erne. Nu er kanalen klar med sin streamingtjeneste i Danmark.

Tech

Nyhedsoverblikket serveres direkte fra en smartphone, og serierne kan indtages på HBO og Netflix fra den bærbare computer, mens ungerne ser børnefjernsyn på husets tablet.

Danskerne har i den grad taget streamingtjenester til sig, og det er ikke gået ubemærket hen hos leverandørerne. Det gælder bl.a. musikkanalen MTV, der netop har lanceret sin streamingtjeneste MTV Play i Danmark.

»Danmark er et spændende og vigtigt marked for os, idet mange danskere allerede gør brug af digitale tv-tjenester og streaming,« siger Andrea Sahlgren, direktør for Viacom Nordic, der står bag MTV, i en pressemeddelelse.

»Derfor udvider vi nu vores tilbud med en streamingtjeneste, hvor vi giver brugerne nem adgang til vores indhold på alle platforme, når og hvor brugerne vil se det,« fortsætter hun.

Tjenesten har det unge publikum i kikkerten og tilbyder bl.a. de egenproducerede programmer, man kender fra MTV, sammen med »eksklusivt indhold« i form af bl.a. videoblogs fra professionelle bloggere som Sandra Willer og det sociale medie-fænomen Benjamin Lasnier.

Den nye tjeneste findes både som en gratis version og en premium-version, som bl.a. giver adgang til en række musikkanaler. I første omgang har MTV Play etableret et samarbejde med Boxer, hvis kunder kan få premium-versionen gratis. For andre vil den koste 49 kr. om måneden.

Foruden MTV står Viacom bag Comedy Central, Nickleodeon og Vh1.

Artiklens emner
Viacom