Microsoft nedskriver Nokia-opkøbet med 6,3 mia. kr. og fyrer i tusindvis
Købet af Nokias mobiltelefonforretning er blevet en klods om benet for Microsoft og en salgsmæssig fiasko. Nu bliver Microsoft Mobile-divisionen igen nedskrevet og skåret dybt.
Der er krise i Microsofts afdeling for smartphones, som aldrig fik luft under vingerne efter Microsoft købte den af Nokia for omkring 40 mia. kr. for to år siden.
Nu må Microsoft ud i en ny nedskrivning og stor fyringsrunde, som især rammer i Finland. Det melder Microsoft i en pressemeddelelse.
Denne gang er nedskrivningen på 6,3 mia. kr., hvilket bringer den samlede nedskrivning af mobildivisionen op over 56 mia. kr. – altså mindst 16 mia. kr. mere end købsprisen.
Microsoft overtog ved købet af Nokias telefonforretning 25.000 medarbejdere og en skrantende forretning, som kom i frit fald, da selskabet med den tidligere Microsoft-ansatte Stephen Elop valgte at skifte til Microsofts styresystem Windows Phone.
Uden Nokia som motor så det også sort ud for udbredelsen af Windows Phone, som skulle tage kampen op mod Apples telefoner og Android-systemet. Microsoft endte derfor med at købe hele butikken, men det har kun fået markedsandelen til at falde til nu under én procent, ifølge analysehuset Gartners seneste opgørelse.
Sidste år fyrede Microsoft 7.800 ansatte i mobilforretningen, og denne gang ryger yderligere 1.850 jobs, hvoraf de 1.350 bliver skåret i de finske afdelinger, altså de gamle Nokia-kontorer.
Microsoft har også netop skilt sig af med hele afdelingen for ’gammeldags’ telefoner, altså ikke-smartphones, som blev solgt til en underafdeling af den kinesiske elektronikgigant Foxconn for 2,3 mia. kr.
I en intern e-mail har Microsofts direktør på området, Terry Myerson, skrevet, at der bliver nedskaleret, men ikke stoppet for telefoner hos Microsoft, ifølge det amerikanske it-medie The Verge.
I stedet vil Microsoft koncentrere sig meget skarpt om de områder, hvor der i dag stadig er noget efterspørgsel, nemlig hos erhvervskunder. Ifølge vedholdende rygter arbejder Microsofts også på en ny start, hvor telefonerne ikke skal hedde Lumia, men skal blive en del af Surface-serien, der i dag tæller tablets og computere.


