Antallet af forbundne »dimser« overhaler mobiler om to år
Brugen af mobiltelefoner vokser heftigt. Men der er ét marked, der vokser endnu hurtigere.
Antallet af forskellige elektroniske dimser, apparater og instrumenter, der er forbundet via internettet, vil vokse med 23 pct. om året de kommende år.
Fra 2018 vil der være flere af de såkaldte IoT-enheder (Internet of Things) end mobiltelefoner, lyder det i den spritnye mobility-rapport fra Ericsson.
I alt 28 milliarder enheder forventes at være forbundet til den tid, skriver Ericsson. 16 mia. vil være IoT-enheder.
»IoT er ikke længere blot en fjern vision for fremtiden, men et marked i en rivende udvikling, drevet frem af innovation og en søgen efter at skabe nye forretninger og optimere eksisterende. Udviklingen, som vi ser i dag, kommer til at accelerere yderligere fra 2020, hvor kommercielle 5G-netværk bliver en realitet,« siger Jørgen Alsing, adm. direktør i Ericsson Danmark i en pressemeddelelse.
IoT kan være alt fra energimåleren i huset over elbiler til bygninger. Fysiske objekter, der er udstyret med sensorer og software og er forbundet via internettet.
Især Vesteuropa trækker fra i udviklingen, ifølge rapporten.
Her forventer Ericsson, at markedet at være steget med 400 pct. før 2011, hvilket blandt andet skyldes krav til reguleringer og stigende efterspørgsel på eksempelvis elbiler.
Stigningen skal samtidig ses i lyset at, at mobilmarkedet også er i kraftigt vækst. Antallet af smart phone-abonnementer vil stige fra 3,4 mia. i 2016 til 6,3 mia. i 2021.
Udviklingen sker også i Mellemøsten og Afrika, hvor antallet af abonnementer på mobilt bredbånd vil være fire gange større i 2021. Mobil datatrafik vil være femten gange større i Indien ved samme tid.
I USA, der i forvejen er et moden marked, forventes datatrafikken at stige med 50 pct. alene i 2016.


