Apple-stifter i U-vending om kunstig intelligens
Terminator go home. Der er ingen grund til at frygte kunstig intelligens, lyder det fra Steve Wozniak.
»Fremtiden er skræmmende og rigtig dårlig for mennesker. Hvis vi bygger maskiner til at gøre alt for os, vil de til sidst tænke hurtigere end os og forsøge at slippe af med de langsomme mennesker, for at drive virksomhederne mere effektivt. Vil vi blive guder. Eller vil vi blive kæledyr? Eller vil vi blive myrerne, der bliver trådt på?«
Sådan lød det fra Apple-stifter Steve Wozniak i marts 2015, som dermed istemte andre kloge hoveders frygt for fremtidens computere.
Både Stephen Hawking, Bill Gates og Elon Musk har således påtalt risikoen for en dominant kunstig intelligens.
Men halvandet års tænkepause gør dig tilsyneladende klogere, for nu har piben fået en anden lyd for Wozniak.
»Moores Lov gør ikke de maskiner smarte nok til virkelig at tænke som mennesker,« lød det således fra Steve Wozniak torsdag til Business Insider.
Han fortsatte:
»Desuden vil maskiner aldrig blive så intuitive som mennesker, selvom de kan tænke hurtigere. De vil muligvis blive uafhængige tænkere, men hvis det sker, bliver det i et partnerskab med mennesker for evig tid.«
Samme dag, som Wozniak blev interviewet af Business Insider, talte den kendte svenske filosof Nick Bostrom om samme emne til IP Expo tech-konferencen i London.
Bostrom er mildest talt uenig med Wozniak og mener, som flere andre akademikere, at maskiner opnår kunstig intelligens på menneskeniveau inden for de kommende par årtier. Meget hurtigt derefter vil maskiner opnå "superintelligens", og Bostrom mener, at denne superintelligens kan slavebinde menneskeracen, hvis ikke selvstændigt tænkende maskiner fra starten lærer at reagere ud fra menneskelige interesser.
Det handler altså om at bygge kunstig intelligens »på en sådan måde, at den er på vores side og ønsker de samme ting, som vi gør,« sagde Bostrom torsdag.


