Fortsæt til indhold

Medie: Apple trækker sig ud af skærm-branchen

Drømmen om nye skærme produceret af Apple ser ud til at være knust.

Tech
nicolai devantier, computerworld

Det ser ud til at være slut med skærme, der er produceret af Apple.

Apple fortæller til websiden The Verge, at de ikke længere vil sælge skærme.

På sin Twitter-profil skriver redaktøren af The Verge, der hedder Nilay Patel, at "Jeg kan tilføje, at Apple har fortalt mig, at selskabet ikke længere vil producere standalone-skærme."

Helt slut er det dog ikke.

I stedet for egenproduktion beretter Apple nemlig også, at selskabet har indgået et samarbejde med LG om at bygge to nye modeller i form af en 5K- og 4K-skærm.

Der har ellers været rygter om, at æblefirmaet var i gang med at bygge en ny Thunderbolt-skærm med integreret grafikkort.

Det skriver blandt andet Flatpanels.dk

Det står da heller ikke helt klart, om det kun er i denne ombæring, at Apple har overladt skærmproduktionen til LG eller om det kan tænkes, at Apple en gang i fremtiden igen vil lancere sine egne skærme.

Hvis det første er tilfældet, så er udmeldingen noget af en nedtur for dem, der har hang til ikoniske og veldesignede computerskærme.

Apple har nemlig været foregangsfirma for en betydelig lækrere udgave af den grå kasse, der ellers har været ensbetydende med en skrivebordsskærm.

Men nu ser det altså ud til at være slut med de nydelige enheder fra dette firma.

Læs også på Computerworld:

Efter fire måneders test af Apple Macbook: Flot skærm og vild batterilevetid - men alt for dyr

Test: 4K-skærm fra Samsung er en fryd for øjet

Test: LG G3 har den flotteste skærm nogensinde set på en telefon

Artiklens emner
Apple
LG