Tech

De elsker os i udlandet: Dansk arbejdskultur giver bonus for tech-virksomheder

Det er blevet lettere for hurtigtvoksende start-ups at finde nye ansatte i resten af verden. Udenlandske specialister er tiltrukket af arbejdskulturen i Danmark, fortæller en række branchefolk.

Artiklens øverste billede
Ifølge Kasper Hulthin, medstifter af softwarevirksomheden Podio, er der stigende interesse for Danmark blandt udenlandske tech-specialister, der sætter pris på den danske work-life balance.

Den danske arbejdskultur med fokus på balance mellem job og privatliv er blevet en bonus for fremadstormende tech-iværksættere på jagt efter de helt rigtige ansatte, som de ikke kan finde i Danmark. Mens det tidligere mest har været større selskaber med solide lønposer, der har kunnet rekruttere nøglemedarbejdere i udlandet, så har små opstartsvirksomheder stigende succes med at tiltrække udenlandske specialister.

Interessante jobs, dansk livsstil og klarere begrænsninger for arbejdets indflydelse på privatlivet tiltrækker tech-folk fra både Australien, Canada og USA, beretter en række spirende tech-virksomheder.

»Danmark og København har fået et rigtig fint ry og er blevet et hipt sted at bo. Det er en stor fordel, for det betyder, at vi også kan hente talenter fra USA, og at det ikke kun går den anden vej. Vi har for eksempel ansat en, som selv kontaktede os, og som nu er flyttet fra San Francisco til København med sin kone,« siger Kasper Hulthin, medstifter af softwarefirmaet Peakon, og tidligere en del af Podio, der blev solgt for 300 mio. kr. til amerikanske Citrix.

Der bliver talt meget positivt om Danmark i USA. Og de elsker vores work-life-balance.

Michèle Bramstoft, Copenhagen Relocations

Andre iværksættere med internationalt udsyn kan fortælle samme historie. Hardwarefirmaet Airtame har lige ansat en fra hjertet af Silicon Valley, nemlig en, der dropper et godt job hos Google i jagten på en bedre livskvalitet i København.

Og hos Vaavud, der har udviklet en specialiseret vejrtjeneste, udløste et job som webudvikler for eksempel 19 ansøgninger, hvor kun én var fra en dansker, som i øvrigt ikke var kvalificeret til jobbet. Stillingen blev besat med en ungarer, som nu er flyttet til Danmark med sin kone. Selv ulønnede tilbud trækker folk fra udlandet.

»Når vi har praktikpladser, der ikke er betalt, får vi ingen ansøgninger fra danskere, og måske nogle få, hvis vi betaler 5000 kr. om måneden. Men vi får fra amerikanere, fra canadiere og mange andre,« forklarede Thomas Helms, direktør for Vaavud på en konference om rekruttering hos ingeniørforeningen IDA.

Ifølge Christoffer Malling, leder af organisationen #CPHFTW, som 135 tech-iværksætterfirmaer i København står bag, er appellen ved Danmark helt afgørende for de mindre virksomheders muligheder for succes.

»Der er to udfordringer – at der er en ekstrem mangel på it-talent i Danmark, og at de her tech-startups skal bruge folk med international erfaring. Det er nødvendigt, hvis man skal skalere virksomheden op internationalt, og den slags folk finder man ikke i Danmark,« siger Christoffer Malling.

Og Kasper Hulthin ser det som den afgørende faktor for, at den slags virksomheder overhovedet kan blive i Danmark, når nu der ikke er et hjemmemarked af nogen særlig betydning.

»Kan vi hente talent til Danmark, kan vi også blive i Danmark. Ellers er der ingen gode grunde til det. Så bliver vi nødt til at flytte derhen, hvor talentet er,« siger han.

Hvor mange, der flytter til Danmark for at arbejde for en tech-startup, er svært at isolere i de officielle statistikker. Hos Copenhagen Capacity, som arbejder med at tiltrække både virksomheder, investeringer og kvalificeret arbejdskraft til hovedstadsregionen, har man derfor ikke talmateriale, der kan vise tendensen. Men de daglige erfaringer bekræfter udviklingen.

Der er sket et skift, hvor nye virksomheder er born global.

Nikolaj Lubanski, Copenhagen Capacity

»Vi kan se det hos de virksomheder, vi arbejder med. Der er sket et skift, hvor nye virksomheder er born global. De har et mindset, hvor det er fint, at den tredje medarbejder, der bliver ansat, ikke taler dansk. Det har givet flere muligheder for internationale ansøgere,« siger Nikolaj Lubanski, director of talent attraction hos Copenhagen Capacity.

Et spændende job hos en virksomhed, man gerne vil være en del af – måske vokse med – er stadig det mest afgørende for dem, som flytter til Danmark, viser de analyser, som organisationen står bag. Men at Danmark og København nu også er blevet internationalt kendt for høj livskvalitet, trækker selvfølgelig op.

»Det betyder noget. Det er også en træk-faktor, at Danmark er kommet mere og mere på radaren som et godt sted at være. Det udenom selve jobbet får stigende betydning,« siger han.

Hos Copenhagen Relocations, der hjælper udlændinge på plads i Danmark, mærker man også, hvordan især amerikanere har fået øjnene op for den danske måde at arbejde på.

»Der bliver talt meget positivt om Danmark i USA. Og de elsker vores work-life-balance. Det er nummer ét på listen over det, de taler om,« fortæller Michèle Bramstoft, direktør for Copenhagen Relocations.

Hun er selv en amerikaner, der har slået sig ned i Danmark, og forleden oplevede hun, hvordan en anden amerikaner ringede kl. 19 fredag aften med et arbejdsspørgsmål.

»Han undskyldte mange gange, for han vidste godt, at det i dansk sammenhæng ikke er populært at ringe så sent,« siger hun.

Med til historien om at tiltrække international arbejdskraft til de mange nye startups hører også de mange problemer, som den restriktive danske udlændingelovgivning giver.

»Vi har ikke problemer med at tiltrække internationalt talent. Men jeg er bekymret for den xenofobi, der er, som fører til de mest dumme love. Det ødelægger vores omdømme i udlandet,« sagde Thomas Helms.

Vi bliver nødt til at fikse de her regler.

Christoffer Malling, #CPHFTW

I firmaet Tonsser, hvor Kasper Hulthin er bestyrelsesformand, måtte de opgive at få en 23-årig tyrker, der havde de helt rigtige evner, ansat i København, for det tillod de danske regler ikke. Han endte i stedet hos en start-up i Berlin, mens Tonsser et halvt år senere stadig ikke har fundet en passende erstatning.

App'en Tonsser er blevet populær hos fodboldspillere, og firmaet bag leder efter nye ansatte internationalt for at kunne følge med væksten. Men et ungt talent fra Tyrkiet måtte ikke bo i Danmark. Foto: PR

Airtame kan fortælle en tilsvarende historie, hvor en amerikansk kvinde uddannet i Danmark med topkarakterer, blev ansat og blev central i arbejdet med markedsføring i USA. Men hun måtte heller ikke blive i Danmark, blandt andet fordi hendes job inden for PR og markedsføring ikke er på positivlisten over tilladte jobfunktioner for udlændinge, der ønsker arbejdstilladelse.

»Det var ikke et teknisk job, men det var en nøgleposition for firmaet. Vi bliver nødt til at fikse de her regler. Store virksomheder kan få en fast-track-behandling, og de har en hel afdeling til opgaven. Som startup med 5 eller 35 ansatte har du ikke erfaring med al det bureaukrati,« siger Christoffer Malling fra #CPHFTW.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.