Fortsæt til indhold

Ecco-sko med internetforbindelse: Er din virksomhed klar til de store, digitale forandringer?

Store danske virksomheder som Bestseller og Ecco arbejder intenst med digital tranformation. Men processen er ikke nem, advarer eksperter, som savner de store, drastiske ryk.

Billige sensorer og Bluetooth-teknologi, der bruger meget lidt strøm, gør det muligt at få for eksempel sko til at kommunikere med din telefon og videre ud til internettet. Her er det dele af en 'normal' Ecco-sko, som er printet af en 3D-printer. Foto: Gregers Tycho.
Tech

Kan et par lædersko fra Bredebro digitaliseres?

Ja, mener Ecco, som er i fuld gang med at udforske mulighederne. Og koncepter er der nok af: Sensorer i skoene, som kan genkende din unikke måde at gå på, og derfor kan blive en sikker måde at låse bilen op på. Vandrestøvler som sender data om din bjergbestigning til en profil på internettet.

Ideerne bliver foldet ud hos Eccos Innovation Lab i Amsterdam, hvor Grimur Fjeldsted er leder af den digitale innovation. Og på konferencen Digital Agenda løftede han lidt af sløret for det ellers normalt hemmelige digitaliseringsarbejde hos Ecco.

»Vi kan forbedre vores produkter ved at udstyre dem med sensorer og koble dem på internettet. Skoen kan blive en platform, og det er der mange muligheder i,« fortalte han.

Hvad Ecco mere konkret arbejder på, kunne han ikke fortælle. Men bliver bare nogle af ideerne fra Eccos innovationsværksted til virkelighed, er sko i løbet af få år transformeret til et helt andet produkt. Hvad siger du for eksempel til at få anbefalinger på telefonen fra dine sko om, hvad der passer bedst til dagens kalenderaftaler?

»Jeg tror på, at alle sko vil være forbundet i fremtiden. For hvorfor ikke? Priserne på det udstyr, der skal til, falder meget hurtigt,« sagde Grimur Fjeldsted.

Jeg tror på, at alle sko vil være forbundet i fremtiden. For hvorfor ikke?
Grimur Fjeldsted, Ecco

Hvordan man får koblet en traditionel producent af fysiske varer sammen med den buldrende, digitale udvikling er en udfordring, som lige nu plager mange direktører og bestyrelsesmedlemmer.

Og mens nogle virksomheder har trykket speederen i bund, måske som hos Ecco ved at skabe selvstændige innovationsmiljøer, er der stadig alt for mange, som ikke rykker. Den store udfordring ligger nemlig ikke i at få nye idéer, men at få ændret hele den store, tunge organisation. Måske er det nødvendigt med et drastisk kursskifte – og måske vil fremtiden byde på væsentligt færre ansatte.

»Det er generelt en god idé at have en lille organisation ved siden af, som kan sikre, at de gode ideer ikke drukner. Det har mange glæde af, oplever jeg. Men det må ikke stå i stedet for at forholde sig til, hvad der skal ske med den eksisterende organisation,« siger Jens Harsaae, strategisk rådgiver, bestyrelsesmedlem i en stribe danske virksomheder og tidligere direktør for Boston Consulting Group.

Der er gode eksempler, som når Danske Bank udvikler nye digitale tiltag i en selvstændig, isoleret afdeling, og får dem kørt ind i hele organisationen. Men der er også eksempler på, at den strategi bliver en slags sovepude.

Groft sagt kan det ende som en mellemløsning, hvor der er 50 mand, der laver noget spændende ude på siden, og så er der stadig 5000 ansatte, som laver det samme, som de hele tiden har gjort.
Jens Harsaae, strategisk rådgiver

»Groft sagt kan det ende som en mellemløsning, hvor der er 50 mand, der laver noget spændende ude på siden, og så er der stadig 5.000 ansatte, som laver det samme, som de hele tiden har gjort. Det er en kæmpe udfordring at ændre i den eksisterende organisation, men ledelsen er nødt til at have en plan for det også,« siger Jens Harsaae.

På Digital Agenda-konferencen, som Deloitte stod bag, var den amerikanske ekspert i digital tranformation, Brian Solis, en af hovedtalerne. Og hans erfaringer var ikke opmuntrende.

»Når jeg studerer, hvordan firmaer ændrer sig – så ændrer de sig faktisk ikke. De er grundlæggende de samme, med samme opbygning og samme mindset. Det kommer ikke til at fungere,« sagde Brian Solis.

I hans optik er meget af det, som foregår i dag, kun krusninger på overfladen, mens de store omvæltninger, der nærmer sig som en tidevandsbølge, bliver ignoreret. Selv de mest indlysende teknologiskift bliver overset i virksomhedernes digitale arbejde, lød opsangen fra analytikeren.

»Kun 20 pct. af de virksomheder, jeg undersøgte, havde studeret deres kunders oplevelse via mobilen. Det er jo helt latterligt, ærlig talt. Vores telefon er det første, vi ser på om morgenen, og det sidste vi ser på, før vi falder i søvn,« sagde Brian Solis.

Når vi gemmer et dokument i Word, sker det ved at klikke på et billede af en 3,5-tomme diskette, selvom de for længst er blevet forældede. På samme måde er meget af det, vi gør i dag, bundet op på forældede ideer om, hvordan verden og kundebasen hænger sammen, var meldingen.

Når jeg studerer, hvordan firmaer ændrer sig – så ændrer de sig faktisk ikke.
Brian Solis, ekspert i digital transformation

»Vi bruger stadig fjernbetjeninger, hvor vi så bare tilføjer flere og flere knapper. På samme måde putter vi nye ting ind i vores gamle mindset. Vi tror, at der ikke er nogen bedre måde at gøre tingene på – indtil der så kommer noget bedre,« sagde Brian Solis.

Der har været forandringer før, som en virksomhed skulle tilpasse sig. Men måden, det er sket på tidligere, kan være ubrugelig nu. Ændringerne sker nemlig med en helt anden hastighed nu, forklarer Michael Borges, direktør for Deloitte Digital.

16 år efter dot-com-bølgen, hvor e-handel var en ny og spændende trend, er virksomheder efterhånden godt med på den del. Men de nye forandringer sker i et tempo, som kræver en langt hurtigere reaktion, fortæller Michael Borges, leder af Deloitte Digital. Foto: PR

»Nu har rigtig mange virksomheder formået at transformere sig ind i dot-com-æraen (fra årtusindskiftet, red.) med e-handel. Men den store forskel nu er, at udviklingen går meget hurtigere. Flere og flere teknologier bygger oven på hinanden, og flere og flere ting bliver forbundet med internettet, og så går det stærkt,« siger han.

For Deloitte selv er der også store forandringer på vej, i takt med at det normale ’rugbrødsarbejde’ med regnskab og revision bliver mere og mere automatiseret og med tiden kan klares med kunstig intelligens.

Der skal ikke meget krystalkugle til at se, at mange af de områder, vi arbejder med i Deloitte i dag, vil blive helt forandrede. Det er en verden i opbrud, og det går hurtigere, end vi er vant til.
Michael Borges, Deloitte Digital

»Der skal ikke meget krystalkugle til at se, at mange af de områder, vi arbejder med i Deloitte i dag, vil blive helt forandrede. Det er en verden i opbrud, og det går hurtigere, end vi er vant til,« siger Michael Borges.

Set med Ecco-innovationschefens briller er den amerikanske sportstøjsproducent Under Armour et af de spændende eksempler. Under Armour er ikke så kendt i Danmark, men blev det med opkøbet af motions-app’en Endomondo. Købet var en del af en større shopping-tur, hvor der også røg andre digitale tjenester i kurven, forklarede Grimur Fjeldsted fra Ecco.

»De har forstået, at fremtiden handler om data, og med deres opkøb har de adgang til flere sundhedsdata end de fleste medicinal- og sundhedsfirmaer. I 2020 vil alle deres produkter være forbundet til internettet, siger de. Måske er det for ambitiøst – men husk at for 15 år siden lavede de bare t-shirts.«

Artiklens emner
Digitalisering
Deloitte