Lille, italiensk blikkenslager slår Pokémons vilde rekord
Super Marios debut som mobilspil har fået en solid start.
Den længe ventede app Super Mario Run er godt på vej til at vælte sommerens kæmpehit Pokémon Go af tronen som årets mest populære mobilspil.
Det gælder i hvert fald, hvis man ser på, hvor mange der har downloadet spillet, der indtil nu kun er tilgængeligt til iPhone, skriver mediet TechCrunch.
Den italienske blikkenslager i blå selebukser har vakt nostalgiske følelser hos brugere verden over, og i løbet af de første fire dage blev spillet downloadet 40 mio. gange, hvilket ifølge Apples Phil Schille satte ny rekord i Apples App Store.
Fredag ramte appen 50 mio. downloads. Det tog til sammenligning 19 dage for Pokémon Go at ramme den milepæl i Googles Play Store efter lanceringen i Australien og New Zealand den 5. juli i år.
Ifølge VentureBeat er spillet i top 10 over de mest indbringende spil på 100 forskellige markeder. I USA estimerer mediet, at spillet har indbragt Nintendo mellem to og fem mio. dollars om dagen.
Det sker på trods af, at Super Mario Run har fået en noget lunken modtagelse fra spillere såvel som anmeldere.
I App Store har spillet en rating på 2,5 ud af 5 stjerner. Kritikken går dog i høj grad på spillets betalingsmur.
Efter man har gennemført de første tre baner, skal man nemlig betale 10 dollars - svarende til 79 kr. - for at fortsætte spillet.
Pokémon Go, der er udviklet af Niantic, kan derimod spilles gratis, selvom man som bruger kan vælge at tilkøbe sig fordele med menneskepenge.
Super Mario Run har været tilgængeligt i Danmark siden den 15. december. Det er planen, at spillet skal lanceres til Android-telefoner, men datoen er endnu ikke blevet offentliggjort.

