Så er det officielt: Facebook bygger datacenter i Odense
Facebook bygger et gigantisk datacenter i Odense, er det nu bekræftet af it-selskabet selv.
Et nyt gigantisk datacenter er på vej lige uden for Odense.
Facebook og Odense Kommune har nu officielt bekræftet, at det kendte it-selskab vil bygge et datacenter på den grund i Tietgenbyen, som det allerede i oktober blev afsløret, at Facebook havde købt.
Det skete på et pressemøde på Odense Rådhus torsdag formiddag, hvor også repræsentanter fra Odense Kommune var med.
»I dag er en stor dag, ikke bare for Odense og Fyn, men for hele Danmark,« sagde Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).
Niall McEntegart, Facebooks datacenterchef, fremhævede det kølige danske klima som en fordel, når man driver et datacenter.
»I stedet for at bruge dyr aircondition, kan vi køle med det danske klima,« sagde han.
Planen er at bygge to store serverhaller - altså kæmpestore lagerhaller fyldt med computere, med et samlet areal på 56.500 kvadratmeter. Grunden er hele 508.000 kvadratmeter stor, så der er plads til udvidelser.
Al strøm skal komme fra vedvarende energi, oplyste Facebooks repræsentant.
Dermed bliver Danmark det tredje land uden for USA, hvor Facebook bygger et datacenter. Lige nu er Facebooks datacenter i Luleå i det nordlige Sverige det eneste i drift uden for hjemlandet, mens Facebook er ved at bygge et nyt i Irland også.
Hvor meget Facebook investerer i det nye datacenter, oplyser selskabet ikke. Men til sammenligning var Apples datacenter, der er på vej uden for Viborg, en investering på samlet over seks milliarder kroner, for et godt tre gange større areal.

