3D-fjernsyn har fået dødsstødet
De to sidste store producenter af 3D-fjernsyn siger stop for teknologien. Dermed kan 3D-fjernsynet erklæres for dødt.
Da biograffilmen Avatar tog verden med storm i slutningen af 2009 med en revolutionerende 3D-teknologi, ville producenterne af fjernsyn være med på bølgen.
Store tv-producenter som Samsung, Sony og LG troede stort på 3D-teknologien, som de hurtigt fik introduceret på fjernsynsmarkedet.
Men nu kan det konstateres, at det aldrig blev en succes at sidde med 3D-briller på foran fjernsynet. For ifølge mediet Cnet stopper Sony og LG deres produktion af 3D-fjernsyn i 2017, og dermed følger de i hælene på Samsung, som stoppede sin produktion sidste år.
»3D blev aldrig rigtigt universelt omfavnet i industrien til hjemmebrug, og det blev aldrig en nøglefaktor, når man skulle vælge et nyt tv,« siger Tim Alessi, produktdirektør i LG, til Cnet.
Andre mindre tv-producenter som Sharp, TCL og Hisense har også droppet 3D-teknologien.
Tv-udbydere som Canal Digital og Viasat lukkede i 2014 deres 3D-kanaler. Sidstnævnte begrundede lukningen med, at »3D aldrig fik luft under vingerne«. I USA har flere 3D-kanaler også måttet lade livet de seneste år.
De buede fjernsynsmodeller har det også svært, og derfor vælger tv-producenterne i højere og højere grad at satse på bedre billedkvalitet og mere intelligente smart tv-løsninger.

