Tech

Salget af apps får TDC til at ligne et garagesalg

Apple tøver ikke med at slå fast, at apps er big business. På mindre end 10 år har selskabets app-butik solgt apps til brugere i 155 lande for mere end 70 mia. dollars.

Der ligger milliarder og atter milliarder af dollars gemt i brugernes hang til at købe apps i bl.a. Apple app store. Foto: JP.

Et salg på 464.000.000.000 kr. på mindre end 10 år. Det er virkeligheden for de firmaer, der gennem årene har udviklet apps til Apples app-butik.

Apple-universets indkøbscentral for de farverige, underholdende, nyttige, lærerige, men også nogle gange ganske overflødige apps så dagens lys i 2008.

Siden har brugere verden rundt hentet apps ned på deres mobiltelefoner og tablets i et omfang, der kan tage pusten fra selv en maratonløber, lyder det fra Apple-hovedkvarteret i Cupertino i Californien.

»Mennesker i hele verden er vilde med apps, og vores kunder downloader dem i rekordfart,« siger Philip Schiller, senior vice president i World Marketing i Apple.

Apple sætter ikke tal på, præcist hvor mange milliarder både gratis og betalte apps, som brugere verden rundt har downloadet gennem årene. Til gengæld lægger mobil- og it-giganten ikke skjul på, at det er big business.

Anført af apps som Pokémon Go og Super Mario Run skovler udviklerne penge ind. Mere præcist er det siden 2008 blevet til et samlet salg af apps for 70 mia. dollars. Med dagens vekselkurs svarer det til 464 mia. kr. - eller mere end det dobbelt af TDC-omsætningen i samme periode.

»En indtjening på 70 mia. dollars er fuldstændig overvældende. Vi er meget imponerede over de fantastiske nye apps, som vores udviklere skaber, og vi glæder os til at se dem igen i næste uge til vores Worldwide Developers Conference,« siger Philip Schiller.

At Apple jubler, kan hænge sammen med, at de givetvis får en pæn bid af udviklernes milliardkage, når der i en lind strøm langes betalings-apps over disken.

Præcist hvordan indtjeningen i Apples app store fordeles mellem udviklerne og Apple, er dog ikke noget, som it-giganten skilter med. Til gengæld slår Apple fast, at apps er kommet for at blive set i lyset af, at brugerne det seneste år har øget antallet af app-downloads med mere end 70 pct., lyder meldingen.

Apple-direktøren slår fast, at supersællerterne er apps, der hører til i kategorien spil og underholdning, men også apps om livsstil, sundhed og fitness har et stort og voksende publikum.

Ifølge Apple køber kunder fra 155 lande de farverige ikoner i app store.

BRANCHENYT
Læs også