Vestas har nu en af verdens vildeste computere
Vindmøllefabrikanten ejer en supercomputer, der indtager den højeste danske placering på global top 500-liste.
Kasse efter kasse med computerisenkram blev tidligere på året rullet ind hos Vestas, der havde haft den helt store tegnebog fremme og købt en ny supercomputer.
Nu viser det sig, at den danske vindmøllefabrikant med købet har sikret sig en af verdens hurtigste supercomputere. Det viser en ny global top 500-liste over supercomputere, skriver Version2.
Vestas' nye computer indtager en plads som nummer 441 på listen, der toppes af to kinesiske systemer. Også Syddansk Universitet er at finde på listen på plads nummer 459.
Vestas bruger sin supercomputer til at beregne vindforhold over hele kloden for hver eneste kvadratkilometer land og med få meters præcision på udvalgte områder. På den måde kan selskabet finde de bedst mulige placeringer for en vindmølle - uden først at skulle bruge både penge og tid på dyre målinger på stedet.
Det er ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, meget vigtigt for Vestas, fordi det giver selskabet en fordel over for konkurrenterne.
»Når kunden kommer med et oplæg til en vindmøllepark, kan Vestas foreslå at flytte dem lidt, eller skifte til en anden type vindmølle, og så få et bedre afkast,« forklarede Jacob Pedersen tidligere på året til Finans.
En supercomputer er groft sagt en meget kraftig udgave af en normal computer. Ydelsen på computeren bliver målt i såkaldte 'flops' - floating points operations pr. sekund - og Vestas' supercomputer præsterer angiveligt 481,8 teraflops, altså 481 billioner beregninger pr. sekund.
Da Vestas i 2011 købte sin tidligere supercomputer, Firestorm, strøg den direkte ind som nummer 53 på listen over verdens hurtigste supercomputere. Men udviklingen går hurtigt, da Firestorm efterfølgende røg af listen.
Nu er Vestas igen repræsenteret på listen med sin nye supercomputer, der er leveret af IBM, Lenovo og EMC. Prisen for computeren er hemmelig, men forgængeren Firestorm kostede et tocifret millionbeløb i den høje ende.
Du kan se hele top 500-listen over verdens hurtigste supercomputere her.

