Tech

Internettets store encyklopædi: Så stort er Wikipedia blevet

Mens fremtiden for "Den Store Danske" er uvis, vokser Wikipedia dag for dag.

Mange papirudgaver af leksika som "Den Store Danske Encyklopædi" samler efterhånden støv på bogreolerne. Men også på nettet kæmper mange opslagsværker mod mastodonten Wikipedia. Foto: Jens Dresling

Leksikonet ”Den Store Danske” beskriver Wikipedia som »et særligt website, der tillader brugerne at skrive og redigere sidens indhold«, men forholder sig i øvrigt tavs om, hvordan det populære website efterhånden har udkonkurreret mange traditionelle opslagsværker.

Det gælder ikke mindst ”Den Store Danske” selv, der siden 2009 kun har eksisteret som en onlineudgave, som forlaget Gyldendal for nylig har besluttet at lukke.

Mens Gyldendals opslagsværk med hensyn til antallet af artikler ligger på niveau med det dansksprogede Wikipedia, bliver det svært at konkurrere med omfanget af den også i Danmark populære engelsksprogede udgave.

I skrivende stund ville sidstnævnte med sine 5,5 mio. artikler og 3,4 mia. ord fylde ca. 2.500 fysiske bind – uden billeder. Den sidste udgave af ”Den Store Danske Encyklopædi” udkom i 20 bind.

For tiden vokser det engelsksprogede Wikipedia med omtrent 600 artikler om dagen, om end dette tal også dækker lister og knap så omfattende artikler. Netop de mange påbegyndte og overfladiske artikler har kritikere fremhævet som svaghed ved det brugerskrevne opslagsværk.

Læs også