Fortsæt til indhold

Medier: Google tæt på at købe kendt mobilproducent

It-giganten Google kan være på vej til et opsigtsvækkende comeback på mobilmarkedet.

Tech

Tre år efter at it-giganten Google skilte sig af med Motorola kan Google snart igen kalde sig ejer af en mobilproducent.

I hvert fald hvis man skal tro vedvarende rygter, som nu er taget yderligere til, efter at mobilproducenten HTC onsdag udsendte en hemmelighedsfuld besked.

HTC meddelte onsdag, at handlen med selskabets aktier fra torsdag bliver suspenderet på grund af »en større annoncering.« Beslutningen om at suspendere aktien kommer efter en god måneds tid med rygter om, at Google skulle være tæt på at købe HTC's smartphoneforretning.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt BBC.

For en måned siden fortalte kilder til nyhedsbureauet Bloomberg, at HTC har været i dialog med flere potentielle købere, heriblandt Google. Ingen af de to selskaber har dog ønsket at kommentere rygterne om et salg.

HTC, der har hjemme i Taiwan, var for år tilbage blandt de største mobilproducenter i verden. Men selskabet har gennem længere tid kæmpet med faldende salg og har måttet se dets markedsandel på verdensplan falde fra omkring ni procent til under to procent.

Særligt kinesiske producenter som Huawei samt Samsung og Apple har vundet kunder på HTC's bekostning.

Samtidig præsenterede HTC, hvis nye topmodel U11 ellers har høstet flotte anmeldelser, for nyligt et blodrødt regnskab. I årets første seks måneder tabte HTC næsten en mia. kr.

Hvis rygtet taler sandt - og Google overtager HTC - markerer det et comeback på mobilmarkedet for Google, der for knap tre år siden solgte den amerikanske mobilproducent Motorola til kinesiske Lenovo.

HTC blev stiftet i 1997 og var blandt pionererne på markedet for de mere avancerede mobiltelefoner.

Selskabets største aktionær er medstifter og milliardærarving Cher Wang. Hun overtog i 2015 direktørposten i HTC i et forsøg på at vende den hårdt pressede forretning.

Cher Wang, administrerende direktør, HTC.
Artiklens emner
HTC
Google