Weekend

I overkanten af miniklassen: Mere charme og bid i Suzuki Vitara

Den opgraderede Suzuki Vitara byder på markant styling, ny trecylindret turbobenzinmotor og mere sikkerhedsudstyr.

Vitara har fået en ny front med mere karakter, der får mere fylde, jo højere udstyrsniveauet er, mens den nye basismotor på 116 hk gør den høje Suzuki godt. Foto: Suzuki

Suzuki Vitara

1.0 Adventure

Pris: 252.990 kr.

Grøn ejerafgift, halvårlig: 580 kr.

Brændstoføkonomi: 18,9 km/l (NEDC2).

C02 per km: 121 g.

Motor: trecylindret motor på 1,0 liter.

Effekt: 112 hk.

Ydelse: 170 Nm/2.000-3.500 omdr.

Topfart: 180 km/t.

0-100 km/t.: 11,5 sek.

L/B/H: 418/178/161 cm

Masser af fuldskæg. Det har længe været trend hos de modebevidste herrer, hvor firstmoverne for flere år siden fandt ud af, at en hårvækst de rigtigt steder giver karakter. Samme filosofi gælder hos bilfabrikkerne, når det, som designerne kalder ”Bilens ansigt”, skal styles eller restyles, og hvor Suzuki bl.a. har givet den høje, lidt større S-Cross en overhaling med en ny front, der har et vitalt skæg.

Samme manøvre sker med den ellers smukt minimalistisk designede Vitara, som i samme stil får både til gården og gaden. Om den nye front med en mere markant kølergrill og større lygter for og bag klæder bilen, kan diskuteres. Men den får i hvert fald mere personlighed. Og så banker der nye hjerter under hjelmen.

Suzuki pensionerer nemlig den gamle og noget træge 1,6 liters benzinmotor med 120 hk, som erstattes af mærkets trecylindrede 1,0 liters Ecoboost turbobenzinmotor på 116 hk, mens den større 1,4 liters Boosterjet med 140 hk kan fås på flere af modellerne. Diesel forsvinder nu helt ud af Vitara-programmet.

Det er den mindste benzinmotor, vi tester med det højeste udstyrsniveau til en pris af godt 253.000 kr. Det hedder Adventure og er en del af de nye modelbetegnelser, der også omfatter Club og Active.

Praktisk og letkørt

Således starter den billigste Club med samme motor fra 198.000 kr., som meget godt matcher klassekonkurrenterne, der bl.a. hedder Peugeot 208, Renault Captur, Seat Arona og Citroën C3 Aircross og Opel Crossland.

Vitara har altid været både letkørt og praktisk, mens fætter S-Cross altså er den lidt større og mere sportsligt anlagte. Den opstilling holder i den nyeste årgang, hvor mærkets designere og ingeniører har løftet forgængernes måske let discountagtige interiør med lidt for meget hård plast.

Her er nu opgraderet til en mere klart indbydende arbejdsplads med nyt instrumentbord, der har blødere materialer, som ud over sølvfarvede detaljer, informationsdisplay i fire farver fra mellemniveauet, midterarmlæn med kardanboks og endda del-ruskind på sæder og dørsider i Adventure er med til at fuldende billedet.

På infotainmentfronten er testbilen godt med. Her er DAB Plus-radio, Apple CarPlay og navigationsanlæg, udstyr, der fungerer godt. Reaktionstiden og betjeningen på skærmen, som vi tidligere har rost, er dog i dag overhalet af de superhurtige skærme fra VW-koncernen.

God frihøjde, nem indstigning og fint udsyn er stadig spidskompetencer for modellen, der byder på 375 liter bagagerum, hvilket er o.k. for klassen, men ikke prangende.

Den nye 112-hk motor, der har et moment på 170 Nm, som leveres fra 2.500-3.500 omdr. og klarer 18,9 km/l efter den nye NEDC2-norm, er livlig og har pænt med kræfter til at flytte bilen. Vi vil til enhver tid foretrække den nye motor frem for den noget tunge udgående.

Få med nødbremse

Et noget blødt styretøj har tidligere været en achilleshæl for modellen. Det er stadig lagt an til den mere komfortable side, ligesom gearskiftet er noget løst med vel lange vandringer.

Men det er næppe noget, som vægter højt hos mulige købere, der formentlig sætter pris på praktikaliteten og mulighed for firehjulstræk, hvor du endda kan tilkøbe en pakke med indstillinger til sne, sport, differientialelås samt downhill-assist. Den billigste model med 4WD starter fra 273.000 kr., mens du kan få automatgear i 2WD fra 278.000 kr. mere.

Nyt er også en opdateret sikkerhedspakke med nødbremse, der har fodgængergenkendelse, skiltegenkendelse, aktiv vognbaneassistent, der justerer på styretøjet, advarsel for trafik i blinde vinkler og advarsel for tværgående trafik ved bakning. Den er dog kun standard på topmodellen og 4WD-versionerne.

Nødbremse kan slet ikke fås til de andre versioner, og det er ikke i orden.

Til gengæld er udstyret ellers rimeligt, og der er store udstyrspakker i de højeste versioner, hvor Advance endda har glasskydetag. Her kommer vi dog prismæssigt tæt på den større og mere komfortable Nissan Qashqai, der starter fra 239.000 kr.

Et bud på et godt køb er mellemmodellen Vitara 1,0 Boosterjet Active til 217.000 kr., som er det bedste kompromis.

Konklusion: Meget for pengene

Suzuki Vitara er det praktiske og ligefremme bud i den klasse af høje biler, der placerer sig i overkanten af miniklassen. Den nye basismotor klæder bilen og giver meget værdi for pengene i versionerne omkring 220.000 kr. Hvis du går højere op, presses Vitara især af den større Nissan Qashqai.

Læs også
Top job