Weekend

Slå ihjel eller dø: Sand historie fra Anden Verdenskrigs sidste dage er et studie i ondskab

En ung tysk soldat giver sig ud for at være kaptajn for at overleve, men snart nyder han magten, som uniformen giver ham.

DRAMA, KRIGSFILM

KAPTAJNEN

TYSKLAND, FRANKRIG, POLEN, 2017

Instruktion: Robert Schwentke

1 time og 59 minutter

Premiere den 25. december

I de desperate sidste par uger af Anden Verdenskrig, deserterer den unge soldat Willi Herold. Ved et lykketræf finder han en kaptajnsuniform, og da han tager den på, forvandler han sig til en tyrannisk nazi-autoritet. Det er først en overlevelsesstrategi, men han opdager også hurtigt, at folk er til falds for bånd og stjerner.

Det varer ikke længe, før han faktisk bliver kejser i sine nye klæder. En gruppe soldater melder sig til hans følge, og de indtager en fangelejr. Som ny lejrkommandant begynder Herold at myrde sine egne. Med magten kommer overmod, volden avler vold, og filmen driver af betændt, krigsforkvaklet, moralsk forfald.

Det er ikke just nogen opmuntrende film, den tyske instruktør, Robert Schwentke har lavet. De sidste mange år har han lavet glatte Hollywoodfilm som ”RED” og ”Allegiant”, men vender her tilbage til Tyskland med både noget på hjerte og med en stor lyst til at vride sin metier i en mere kunstnerisk retning.

Lydsporet er skrigende medfortællende, når trompeter græder i et næsten elektromoderne track; filmen vandt en European Film Award i år for sit lyddesign. Men også fotografen Florian Ballhaus gør med sine sort-hvide billeder et stort indtryk, fordi billedsidens skønhed bliver næsten skamfulde – hvordan kan vi sidde og nye disse visuelle indtryk, når det, der sker på lærredet, er så grusomt?

Det er ambivalensen, f.eks. i volden (hvornår er den fortjent, og hvornår er den grundløs), der gør ”Kaptajnen” til en grusom, men også frygtelig interessant film.

Læs også
Top job