Der er rift om dig for tiden. Hvis du altså er spiritusdrikker. Lige nu er det sæson for snapseproducenternes kamp om din gunst, og der sker meget spændende på den scene med nye ambitiøse producenter. Gin-bølgen har længe været gået helt amok, og hyldemeterne med gin og designer-tonics i dit lokale supermarked er længere end nogensinde. Lige inden da var det rom, der var det nye brune-sort, og som flåede markedsandele fra bl.a. cognac, der længe har døjet med at ryste sit grosserer-image af sig.
Men hvad nu med whisky? Læsere på alder med denne signatur kan muligvis huske “The six Classic Malts” (Oban, Cragganmore, Talisker, Lagavulin, Dalwhinnie og Glenkinchie), som i senfirserne lancerede en fælles marketingskampagne for at øge kendskabet til skotsk whisky. Og med en vis succes. Fra kun at kende Chivas og Glenlivet som gode whiskyer, fik mange øjnene op for mangfoldigheden af whisky, som efterfølgende boomede på cognacens bekostning.
Global konkurrence på whisky
Men nu har skotterne fået global konkurrence. I modsætning til vin, kræver whiskyproduktion ikke noget specielt terroir, blot god byg og godt håndværk. Der laves whisky i Thailand, Indien og Japan, i Danmark, Sverige og Norge og alle mulige steder derimellem.
Og mens man i Skotland er ret tilbageholdende med at lave om på tingene, hersker der andre steder noget mere pionerånd, bl.a. i Danmark hos f.eks. Thy Whisky, der leger med gamle kornsorter.
Og hvilke variabler kan man egentligt skrue på, spørger du måske? Svaret afhænger af eventyrlyst og mod. Men tag nu eksempelvis maltningen. Altså den proces, hvor kornet bringes til spiring og derefter tørres. I ølbrygning tørrer man malten ved forskellige varmegrader for at tilføre kornet forskellige grader af ristning og dermed smag. Det kan man også med whisky, men de færreste gør det, og de store destillerier gør det helt sikkert ikke. Her er destillatet ens fra gang til gang, og kun efterbehandlingen i form af tid og forskellige fadtyper skaber diversiteten.
Dommerpanel med 100 procent kvinder
Nå, men alt det er jo tekniske detaljer, og det handler jo om, hvordan det endelige produkt smager. Der er whisky jo en rigtig herredrik, der kalder på chesterfield-møbler, pejseild og cigarer. Ikke sandt?
Men nu har vi mænd det jo med altid at skulle kloge os i hinandens selskab, og det kan være en tand anstrengende. Derfor inviterede jeg i stedet en håndfuld whiskynysgerrige kvinder til at lægge gane til de indkomne flasker og give deres besyv med. Og de kunne godt lide whisky, mine gæster, og gav i utvetydige vendinger deres uforbeholdne mening om sagerne. Nedenfor kan du således læse både mine noter og et destillat af gæstekommentarerne. Der er smagt både med og uden vand. Slàinte!
