Weekend
0

Bilbranchen i opbrud: Europas bestsellere er under pres af de nye modebiler

Miniklassemodellerne er stadig de bedst sælgende i Europa, men de er trængt af crossovere. En række nyheder forventes at give nyt liv i bilklassen, som dog stadig er presset.

Renault Clio, som er Europas mest solgte minibil, får en afløser senere i år, som forventes at give nyt liv til miniklassen. Foto: Renault

Det er ikke kun i Danmark, at miniklassen er populær.

20 pct. af alle solgte nye biler i Europa er nemlig fra miniklassen, hvor Renault Clio i fjor var bestselleren. Men det kunne have været bedre. Andelen har nemlig været helt oppe på 25 pct., men klassen er blevet presset af de mange nye crossovere.

Det kommer ikke til at ændre sig meget i løbet af 2019, forudser branchebladet Automotive Week, som har vurderet markedet med tal fra analysebureauet Jato Dynamics, der forudser, at der også i år kommer et lille fald.

Det kan dog trække lidt i den anden retning, at der er flere nye modeller på vej. Dette år byder nemlig på hele tre nyheder, som kan være med til at booste salget. Det drejer sig om en ny Renault Clio, en ny Peugeot 208 og en ny Opel Corsa, der bygger på samme PSA-platform som 208’eren.

Grækerne i front

De to første er også godt sælgende herhjemme, hvor især 208 længe har ligget helt i top som Danmarks mest solgte bil, og som i 2018 i sin klasse var fulgt af bl.a. VW Polo, Citroën C3, Toyota Yaris og Renault Clio i top-5.

Derfor kommer der helt klart også nyt liv i klassen herhjemme, hvor andelen er 24 pct. I europæisk sammenhæng er der et stykke op til de mest mini-elskende europæere, som er grækerne, hvor andelen er 37 pct., fulgt af rumænere, portugisere, franskmænd og kroatere, hvor andelen ligger og vipper på hver side af de 30 pct.

Top-10-salget af minibiler i Europa

Renault Clio 280.248
VW Polo 245.882
Ford Fiesta 235.879
Peugeot 208 195.903
Toyota Yaris 184.398
Opel/Vauxhall Corsa 183.581
Dacia Sandero 178.283
Citroën C3 177.886
Skoda Fabia 143.272
Seat Ibiza 90.678

Kilde: Jato Dynamics/Automotive News (Jan.-okt. 2018)

Man kan dog ikke helt sammenligne markederne, hvor der er store udsving i alle klasserne. Samtidig kan flaskehalse i produktionen hos de forskellige mærker helt naturligt regulere salget.

Branchebladet fortæller da også, hvordan den store interesse for crossovere er kommet bag på f.eks. Seat, som oprindeligt regnede med, at produktionen på Martorell-fabrikken i Barcelona skulle være fordelt på 65 pct. Ibiza og 35 pct. Arona, men nu har vendt den på hovedet til 40 pct. Ibiza og 60 pct. Arona.

Færre dieselbiler

Der er dog ingen tvivl om, at nye drivlinjer og modeltyper æder ind på de kendte klasser. Således er andelen af dieselbiler i miniklassen helt nede på 14 pct., og flere mærker har dem ikke længere.

Det gælder bl.a. Skoda Fabia, som fjernede dieselmotorerne ved et nyligt facelift. Samtidig har Toyota godt fat med Yaris med hybridmotorer, der ligesom herhjemme sælger godt og på europæisk plan udgør halvdelen.

Elektriske varianter af den nye Corsa og 208 ventes at kunne stive klassen af, hvor der også kommer en ny elektrisk Renault Zoe i år, og en elektrisk Honda Urban EV byder sig ind til næste år.

Der ventes også at komme et lille løft i Europas – endnu – mest sælgende bilklasse 2021-22, hvor nye generationer af Toyota Yaris, Dacia Sandero og Hyundai i20 er på vej. Men meget kan nå at ændre sig. Når der kommer en ny minibil, lancerer mærket nemlig også typisk en crossover. Det gælder bl.a. for modeller som den kommende Peugeot 2008 og Renault Captur, mens også en Fiesta crossover er under udvikling. Så alt tyder på, at udviklingen fortsætter.

BRANCHENYT
Læs også