Fortsæt til indhold

Har fået afslag på visum tre gange: Mexicansk skuespiller risikerer at misse Oscar-uddeling

Skuespilleren Jorge Antonio Guerrero fra den anmelderroste Netflix-film "Roma" har fået afslag på visum til USA tre gange. Nu er Netflix gået ind i sagen.

Til den kommende Oscar-uddeling i slutningen af februar risikerer filmholdet bag "Roma" at mangle en mand på scenen. Skuespilleren Jorge Antonio Guerrero, på billedet placeret lige til højre for det store M, har nemlig ikke fået visum til USA. Foto: Marco Ugarte/AP
Weekend

Netflix-filmen ”Roma”, der blev en af de mest anmelderroste film sidste år, har chancer for at hive priser hjem i over ti kategorier ved den kommende Oscar-uddeling, der finder sted den 24. februar. Men for holdet bag filmen handler spændingen ikke kun om, hvorvidt de løber med priserne som bl.a. ’bedste film’, ’bedste udenlandske film’ eller ’bedste originale manuskript’.

De risikerer nemlig at mangle filmens mexicanske skuespiller Jorge Antonio Guerrero på scenen. Tre gange har skuespilleren, der spiller en afgørende birolle som den militante fyr Fermín, søgt visum til USA, og lige så mange gange har han fået afslag. Det skriver Los Angeles Times.

I 2018 søgte han første gang om et turistvisum, mens de to øvrige gange har været i forbindelse med ”Roma”. Både Netflix og filmens instruktør, Alfonso Cuarón, har skrevet et brev til myndighederne for at bevise, at skuespilleren skal ind i landet i forbindelse med en invitation til prisuddelingen. Desuden bekræfter Netflix, at de fortsat arbejder aktivt på at skaffe Jorge Antonio Guerrero et visum.

Flere mexicanske medier har spekuleret i, om afslagene skyldes racisme, men selv fortæller den Oscar-nominerede skuespiller til El Universal, at han hverken føler sig »krænket, vred eller som et offer.«

»Jeg håber, at det her kan løses på den bedste måde. Og jeg insisterer på, at selv hvis jeg ikke kommer med, vil jeg stadig være begejstret. Det er ti nomineringer for pokker – det sker ikke hvert år,« siger han til den mexicanske avis og henviser til, at mange andre mexicanere også har fået afslag.

"Roma" fik store, rosende ord fra anmelderne bl.a. for sin evne til at bryde de gængse filmregler. Foto: Carlos Somonte/AP

Og det er ikke første gang, at reglerne giver vanskeligheder for filmfolk i forbindelse med Oscar-uddelingen. Sidste år blev Kareem Abeed, der har produceret den dansk-syriske dokumentar ”De sidste mænd i Aleppo”, også først nægtet visum på grund af sit syriske pas. Han endte dog med at få tilladelse til at deltage i showet efter en appel til det amerikanske udenrigsministerium.

Fik anmeldere til at juble

Da ”Roma” fik premiere på Netflix i december, skabte sort-hvid-filmen om 1970’ernes Mexico stor begejstring blandt anmelderne. Filmen, der følger husholdersken Cleo, der arbejder for en familie i Mexico City, fik seks stjerner af DR’s anmelder og seks hjerter af Politikens anmelder. Jyllands-Postens anmelder var enig og kvitterede også med seks stjerner.

Avisens anmelder Nanna Frank Rasmussen beskrev ”Roma” som »en absolut fremragende film«, og hendes opfordring lød:

»Så sluk lyset og telefonen, tank op med koffein, og tis af, når du forhåbentlig vælger at se Cuaróns mesterværk. Den fortjener al din opmærksomhed.«

”Roma” har allerede modtaget en række priser, bl.a. en Golden Globe for ”Bedste udenlandske film”, for ”Bedste instruktør” samt Guldløven i Venedig sidste år.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Oscar
Netflix