Weekend

Test: Få en super-mobil til lavere pris

Det nyeste er altid det dyreste, og det gælder i særlig grad, når du køber smartphones. Derfor kan du med fordel gå strategisk til værks og købe en tidligere topmodel eller en ny model, der ligger lige under ”øverste hylde”. Den type Android-mobiler fokuserer vi på i denne test af modeller op til 4000 kroner

Foto: Altomdata.dk/PR

Det koster at være frontløber. I hvert fald hvis man vil være den første med det nyeste inden for mobiltelefoner. De nyeste modeller er selvfølgelig også de dyreste, selvom de i mange tilfælde kun er forbedret med ubetydelige opdateringer. Det kan være features, som nok er fede, men som du måske ikke tænker meget over efter nogle få dage eller ugers brug. Derfor er det værd at overveje, om du skal købe en topmodel, der ikke udkom i går, men måske for et halvt års tid siden.

Du kan også vælge en anden strategi, som sikrer en lavere indkøbspris. Ofte introducerer nogle af de større producenter både en ny topmodel og en model, der koster lidt mindre. Og hvis du vælger fra ”anden hylde” er der masser af penge at spare, afslører denne måneds stortest. Vi er overraskede over, hvor meget god smartphone du får, hvis du går et skridt ned i ambitionerne. I denne stortest af Android-mobiler er mange af testdeltagerne ganske enkelt fremragende.

Mindst 64 GB hukommelse

Priserne på de testede modeller ligger under 4000 kroner – nogle af dem koster endda pænt under 3000 kroner. Alligevel får du generelt en skærm med høj opløsning, en hurtig processor samt ikke mindst minimum 64 GB hukommelse.

Læst også: 7 stærke råd før du køber ny smartphone

Desuden er det en klar tendens, at kameraerne har meget høj opløsning, og at de kan tage billeder, der kan bruges til noget. Her tænker vi især på de mange features, der gør dig i stand til at sikre de bedste skud. På det punkt imponerer næsten alle deltagere.

Der er også fællesnævnere som gode lydkredsløb og Dolby-lyd – en erkendelse fra producenterne af, at vi bruger vores telefon til underholdning i hverdagen. Om det er streaming af musik, film eller spil er underordnet. Og her er kombinationen af de gode, store skærme med høj opløsning og en fin lydkvalitet afgørende for, at vi kan få den bedste oplevelse.

Store skærme er standard

En yderligere trend er det, at alle testdeltagerne har en ret stor skærm. Kun to mobiler har 5”-skærm; resten ligger over eller lige omkring de 6”. Ydelsesmæssigt har de også processorer, som ligger på topniveau. Nogle af de testede smartphones har endda samme processortype, som du finder i de nyeste og dyreste smartphones på markedet.

Hvad er det så, du ikke får ved at sænke ambitionsniveauet et enkelt hak? De nyeste feature-ideer må du mangle. Skærmkvaliteten er god, men måske får du ikke den nyeste paneltype. Designet er heller ikke det sidste nye skrig. Men hvad betyder det, hvis du har sparet 2000-3000 kroner? Hvem ler sidst?

Læs testene her:

Sony Xperia XZ2 Compact
Asus Zenfone 5Z
Huawei P20
Samsung Galaxy A7
CAT S41
OnePlus 6

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også