Weekend
0

Hvad siger danskerne til, at Tour de France kommer til Danmark?

Hvad synes du egentlig om, at Tour de France kommer til Danmark? Jyllands-Posten har været på Københavns Rådhusplads og spørge danskerne.

Der var masser af smil og klapsalver under torsdagens offentliggørelse af Danmarks værtsskab for tre Tour de France-etaper i 2021. Her er det - fra venstre - Tour-direktør Christian Prudhomme, Københavns overborgmester Frank Jensen, statsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Foto: Mads Claus Rasmussen Ægteparret Inge-Birte Nymand Andersen og Jørgen Andersen bor i Allerød og cykler meget på deres racercykler om sommeren for at holde sig i form. Foto: Gregers Tycho. Isabella Jørgensen 28-årig og cykler til dagligt i København, hvor hun bor. Foto: Gregers Tycho. 38-årige Jesper Blaaberg bruger cykling som transportmiddel og motionsform. Foto: Gregers Tycho. Veninderne Sofie Jans (tv.) og Anne Dorthe Christiansen (th.) interesserer sig ikke for cykling, men synes det er sejt, at et lille land som Danmark, kan få sådan et stort event til landet. Foto: Gregers Tycho.

Tilhørerne klappede, mikrofonerne blev fyldt med rosende ord om danskernes passion for den tohjulede jernhest og smilene var ikke til at tørre af ansigterne på de fire mænd i jakkesæt.

Tour de France kommer til Danmark i 2021, og »det er stort« ytrede Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, Københavns overborgmester, Frank Jensen og erhvervsminister, Rasmus Jarlov, på skift under torsdagens pressemøde på Rådhuset i København. Ved deres side stod Tour de Frances løbsdirektør, Christian Prudhomme, og satte ord på, hvordan han de seneste år har fået øje for danskernes iver over cykelsporten og ikke mindst danskernes glæde ved selv at bevæge sig rundt på hjul.

Jyllands-Posten er på Rådhuspladsen i København for at spørge de - tilsyneladende - cykelglade danskere, hvad de synes om, at Danmark skal lægge gader, veje og broer til verdens største cykelløb i 2021.

Isabella Jørgensen på 28 år synes det fantastisk, at Tour de France kommer til Danmark. Selv cykler hun hver dag. Uanset, hvor hun skal hen, foretrækker hun sin tohjulede følgesvend, som hun også har ved sin side i dag.

»Det er rigtig fedt, at Tour de France kommer til Danmark. Min familie går helt vildt meget op i cykling, og vi cykler selv. Særligt min bror ser Tour de France hvert år, så det bliver jeg også nødt til at gøre tit. Det er også godt for Danmark og København, og jeg synes, at ruten skal gå forbi Rådhuspladsen, hvor der er plads til mange mennesker, der kan opleve det. Ellers tror jeg, at en tur op ad Strandvejen langs vandet kunne være smukt. Havet er typisk for Danmark og generelt det med at få noget natur med,« siger Isabella Jørgensen.

38-årige Jesper Blaaberg cykler også hver dag, hvad end det er, når han skal fra a til b eller vælger at bruge cyklen som motionsform. Og så elsker han at følge med i cykelsport uanset om det er mountainbike, banecykling, cykelcross eller landevejscykling.

»Det betyder meget, at Tour de France kommer til København. Jeg er uddannet cykelmekaniker og interesserer mig for cykelsporten, så det er absolut en stor ting. Jeg ser det hvert år i fjernsynet og skal selvfølgelig også på gaden og opleve det, når det kommer til Danmark. Gadeløb er fantastiske, og jeg synes, ruten skal være lidt ligesom det, man ser ved Copenhagen Marathon og Ironman, hvor det går ind gennem byen. Så feltet skal da helt sikkert forbi Rådhuspladsen, Christiansborg og broerne, så det bliver lidt bakket. Valby bakke kunne også være et fantastisk sted. Men her i København er der i virkeligheden masser af steder, som vil se godt ud fra helikopter, droner og for tilskuerne,« siger Jesper Blaaberg.

Det cykelglade ægtepar Inge-Birte Nymand Andersen og Jørgen Andersen synes også, at det er en glædelig nyhed, at Danmark skal pyntes op til Tour de France. Om sommeren tilbagelægger de gerne mellem 50 og 100 kilometer om ugen på hver deres racercykel for at holde sig i form.

»Jeg synes, det er en god idé, fordi der er meget cykelsport i Danmark. Jeg har set Tour de France i Frankrig to gange, og jeg kan godt selv lide at cykle, så om sommeren cykler jeg tre-fire gange om ugen,« siger 70-årige Inge-Birte Nymand Andersen.

Ifølge Inge-Birte Nymand Andersen følger hun ikke så meget med i cykelsport, men det gør hendes mand, 77-årige Jørgen Andersen, til gengæld.

»Jeg var med på sidelinjen, da de kørte VM i cykling i København, og det var en fantastisk rute. Så ved Tour de France skal de næsten følge noget af VM-ruten forbi Amalienborg og de populære områder og måske lidt ud i Nordsjælland, hvor der er nogle bakker og nogle udfordringer. Men det er bare kæmpestort, at Tour de France kommer til Danmark. Så vi kan vise, at vi er et cykelland, der er engageret, og at vi har interesse for sporten og for at vise Danmark frem,« siger Jørgen Andersen.

Anne Dorthe Christiansen på 20 år og Sofie Jans på 17 år har ikke samme interesse for cykelsport som ægteparret. Normalt følger de ikke med i Tour de France, men når Touren kommer til Danmark, så regner pigerne alligevel med, at de skal på gaden og opleve det.

»Det er rimelig cool, at et lille land som Danmark kan få sådan et stort event til landet. Og det kan vel få flere turister til landet og skabe omtale af Danmark i udlandet,« siger Anne Dorthe Christiansen.

Om sommeren cykler hun hver dag, men når det er dårligt vejr, bruger hun mest cyklen, når hun skal ned og handle. Det samme gælder for veninden Sofie Jans, der regner med, at hun for alvor begynder at bruge sin cykel mere, når hun starter i skole.

»Det betyder ikke rigtig noget for mig, at Tour de France kommer til Danmark, for jeg kommer nok alligevel ikke til at mærke det specielt meget. Men det er da sejt, og det kunne være sjovt, hvis ruten bevægede sig ud af Supercykelstien i København, fordi det netop handler om at cykle,« siger Sofie Jans.

BRANCHENYT
Læs også