Sæsonens havemesser byder på alt fra stegte insekter til internationale blomsterdesignere
Selv om der allerede er godt gang i havelivet, er der stadig masser af muligheder for at finde ny inspiration til haven på de mange havemesser rundt omkring i ind- og udland.
Chelsea Flower Show
Det verdensberømte show i havernes land byder på specialdesignede haver, produkter og shopping med det nyeste inden for haveverdenen. Alene i The Great Pavilion er der 80 udstillere fra planteskoler og planteavlere fra hele verden. Showhaverne viser topdesigneres bud på innovative idéer inden for havebrug. Billetterne bliver hurtigt udsolgt, så køb i god tid.
London, 23. til 25. maj
Mit hjem er mit slot
I Haveselskabets Have ved Frederiksberg Runddel kan du opleve denne bolig- og havemesse. Messen er delt op i seks temaer, der forener bolig, have og gastronomi. Du kan finde inspiration og idéer til din egen have og købe både produkter såvel som blomster og planter. Messen vil være dekoreret af den internationalt kendte blomsterdesigner Annette von Einem.
Frederiksberg, 29. maj til 2. juni
Rosenholm Slot Livsstilsmesse
Den gamle slotspark danner ramme om en livsstilsmesse med inspiration til både bolig og have. Her kan du finde ideer til at bygge nyt eller renovere. Du kan også finde en række produkter til haven og nye planter og blomster til både inde og ude. Der er også noget for børnene, når Randers Regnskov inviterer til ansigtsmaling og stegte insekter.
Hornslet, 31. maj til 2. juni
Boltinggaard Gods Livsstilsmesse
Det gamle fynske gods fra 1589 byder på inspiration til både hus og have. Her er der særligt fokus på, hvis man vil bygge nyt eller renovere huset samt den nyeste teknologi og produkter til haven. Orkideklubben Fyn udstiller unikke orkideer i godsets hestestald, og du kan finde nye blomster til haven og hjemmet.
Ringe, 8. til 10. juni
Cph Garden 2019
Cph Garden er Haveselskabets store haveshow med alt til haver i alle størrelser. Messen er inspireret af store engelske haveshows, for eksempel Chelsea Flower Show. Her kan du finde showhaver, hvor havedesignere har designet en særlig have til formålet. Du kan altså komme til at opleve flere forskellige havedesigns, samtidig med at du kan blive inspireret til nyt i din egen have uanset størrelsen.
Ballerup, 20. til 23. juni
Home & Garden
Home & Garden har en række havemesser rundt omkring i Tyskland. På den oprindelige i Hamborg viser omkring 200 udstillere de nyeste trends til hjemmet og haven. Haven er i højsædet sammen med forslag til boligen. Messen byder også på shows og live musik. Bemærk, at der ikke er en hæveautomat i messecenteret, så husk kontanter.
Hamborg, 27. til 30. juni

