Weekend

Her er Kias nye spydspids i den høje klasse

Den halvhøje Xceed er Kias nye bud i crossover-klassen. Modellen får mulighed for konstant at være online med løbende trafikopdateringer.

Den nye Kia Xceed har samme akselafstand som Ceed, men den er lidt længere, højere og bredere. Foto: Kia Kia Xceed kommer fra starten med fem motorer. Bagagerummet er på 426 liter, hvilket er rimeligt. Foto: Kia Instrumentbordet byder på en flydende storskærm. Den vil kunne fås i en størrelse, der er helt op til 12,3 tommer. Foto: Kia
Kia

Den nye Ceed-familie fra Kia fortsætter med at knopskyde. Efter flere ugers opvarmning er Kia nemlig nu klar med de endelige billeder og data omkring den nye Xceed, som er en bil, der lander i samme hjørne af bilmarkedet som VW T-Roc og Nissan Qashqai.

Modellen har samme akselafstand som Ceed, der kom på banen i fjor, men den er lidt længere og bredere, mens den er hævet fire cm i forhold til ophavet. På bagagerumsfronten byder Xceed på 426 liter, hvilket er 31 liter mere end Ceed hatchback og en smule mindre end Nissan Qashqai.

Trafikmeldinger online

Det er da også den høje kørestilling i det let coupéafrundede karrosseri, som skal være med til at sælge modellen, der i forhold til de andre modeller i Ceed-familien også har en anden front med en nydesignet ”Ice cube”-LED-lyssignatur. Inden døre byder Xceed ellers på en instrumentering, som er centreret omkring en central og ”flydende” berøringsskærm. Her styres flere funktioner også med ”touch”-kontakter på skærmen ud over klassiske drejekontakter. Xceed bliver en af de første biler fra mærket med det nye UVO Connect-telematiksystem, som konstant er online og f.eks. kan give en række realtime trafikoplysninger om bl.a. trafik kø, vejr og parkeringspladser.

De kan i bedste fald ses på en 10,25 tommers storskærm, som dog er ekstraudstyr, men som kan splittes op, så flere enheder eller funktioner kan ses på samme skærm. På sikkerhedsfronten kan modellen fås med en række systemer som adaptiv fartpilot og vognbaneassistent, som gør bilen delvis selvkørende på niveau 2, som vi også kender det fra de andre Ceed-modeller.

De, der vil mere, kan bl.a. opgradere med digital instrumentering, som omfatter en storskærm på 12,3 tommer, lydsystem fra JBL samt ventilerede forsæder eller bagsæder med varme. Kia lover her en pæn finish, og der kan endda bestilles en gul interiørpakke med detaljer som gule syninger og gul lakering i kombination med sort højglanslak.

Foraksel med komfort

Selv om de fleste komponenter er hentet fra de andre Ceed-modeller, får Xceed sin egen foraksel med hydrauliske returstop på støddæmperne. Det er en funktion, som sikrer mere stabilitet og bedre styrerespons på ujævn vej. Motorprogrammet breder sig over tre benzinmotorer og to dieselmotorer. Det drejer sig om en 1,0 liters T-GDI-motor på 120 hk, en 1,4 liters T-GDI-motor på 140 hk samt en højtydende 1,6 T-GDI-motor på 204 hk. De to 1,6 liters Smartstream-dieselmotorer yder henholdsvis 115 hk og 136 hk. Kia har ikke fortalt noget om brændstoføkonomien.

Alle, undtagen den mindste benzinmotor, vil kunne fås med dobbeltkoblingsgearkasser med to indstillinger, og som kan sættes op i Sport-mode. Senere følger versioner med 48 volts milde hybrider og som plug-in hybrider.

De nye modeller lander herhjemme til oktober eller november. Der er endnu ikke oplysninger om danske priser eller udstyr.

BRANCHENYT
Læs også