Weekend
0

Motivation er vejen til det langsigtede lederskab

Skab en motiverende proces og vær hele tiden i processen, opfordrer grundlægger og adm. direktør i Motivation Management, Anne Ravn Grønholt, som tager udgangspunkt i enneagrammet, når hun skubber virksomheder i gang med en motiverende forandringsproces.

VÆR MERE GØR MINDRE

ANNE RAVN GRØNHOLT

284 sider, 329 kr.

Historia

»Min personlige udfordring er at fastholde min egen udvikling og hele tiden sikre, at jeg er motiveret, ellers udstråler jeg det forkerte.«

Sådan siger Lasse Houengaard, der er direktør og ejer af el- og VVS-installatør- og entreprenørvirksomheden Finn L. & Davidsen, i den nye bog ”Vær mere Gør mindre. Motiverende ledelse – vejen til det langsigtede lederskab”.

Lasse Houengaard er en af flere ledere, der har valgt at arbejde med motiverende ledelse. Han gik i gang med udviklingsprojektet i sin 100 år gamle håndværkervirksomhed, fordi han var kørt fast:

»Jeg kunne ikke mærke pulsen i virksomheden og skulle hele tiden igangsætte for at få mennesker til at skabe fremdrift. Det gjorde mig træt. Ønsket med processen var at få en virksomhed, der var mere i overskud end i underskud. Det skulle være sjovere at gå på job,« fortæller direktøren.

Han er stolt over, at det lykkedes at få alle med, selv om processen var lang, og det nogle gange var to skridt frem og et tilbage.

Finn L. & Davidsen startede udviklingsprocessen i topledelsen. De skulle først finde ud af, hvad de ville forandre. Så de brugte et par år til at gøre »alt klar i rødderne og få selvindsigt«, som han siger.

Virksomheden har i alt brugt fire år på at nå frem til den åbenhed, vilje til dialog og evne til kommunikation, som de står for i dag. De bruger mere tid på de rette opgaver og har nemmere ved at fastholde og tiltrække medarbejdere.

Enneagrammet er et centralt værktøj i processen for at indføre motiverende ledelse som en del af virksomhedens dna.

Anne Grøn Ravnholt og hendes konsulentvirksomhed tager udgangspunkt i enneagrammet i det udviklingsprogram, hun tilbyder virksomheder. Den del af bogen, som beskriver værktøjet enneagrammet, er rigtig godt, men desværre er den første del af bogen alt for langtrukken. Hun udpensler noget, der kunne beskrives langt mere stramt og præcist. For eksempel bruger hun en hel side til at beskrive, hvad der er meningen med hvert eneste kapitel. Hold nu op!

Denne anmelder vurderer, at forfatteren ikke har gjort sig tilstrækkeligt klart, hvem hun skriver til. Hvem er målgruppen? Det er et grundlæggende spørgsmål at besvare for enhver formidler. Nogle gange skriver hun direkte til medarbejderne, andre gange til lederne. Endnu en anke: Forfatteren har ingen kildeliste eller referenceliste. Jamen husk det nu, kære forfattere. Læserne skal jo nemt kunne finde videre. En bog skal inspirere til den næste eller til søgninger på nettet. Sådan er det i dag.

Men tilbage til enneagrammet og til det, forfatteren kalder menneskeværktøjer, som skal sikre, at vi forstår os selv og hinanden og også forstår, hvordan vi kommer frem til vores indre motivation. Den del af bogen er velskrevet. Spændende.

Enneagrammet er et centralt værktøj i processen for at indføre motiverende ledelse som en del af virksomhedens dna, argumenterer Anne Ravn Grønholt. Ingen ved med sikkerhed, hvorfra enneagram-modellen stammer, men det menes at være et udtræk af flere af verdens store filosofiske retninger: tibetansk mystik, kristendommen, den jødiske kabbalistiske træning, Middelalderens islamiske filosoffer samt sufisterne.

Den måde, vi anvender enneagrammet på i dag, stammer primært fra bolivianeren Oscar Ichazo, som i 1970’erne grundlagde enneagram-institutter i Chile og USA. Værktøjet beskriver ni personlighedstyper, som stadig bliver videreudviklet.

Enneagram stammer fra græsk = ennea (ni) og grammos (figur), altså den ni-takkede figur. De ni typer er: hjælperen, udretteren, romantikeren, undersøgeren, skeptikeren, eventyreren, frontkæmperen, fredselskeren og perfektionisten. Man er ikke bare en type, men kan være flere typer, og man kan skifte.

Værktøjet bruges som et slags landkort til forståelse af de måder vores psyke arbejder og skaber vores adfærd. Enneagrammet kan er vellykket som værktøj til at fremme samarbejdet, god ledelse, personlig udvikling samt til salgstræning etc.

Forfatteren forklarer sit valg af fokus på motivation sådan:

»Kunsten er at skabe en stabil og indre motiverende cyklus, så vi ikke skal bestige et bjerg, hver gang omverdenen ændrer sig.«

Anne Ravn Grønholt lykkes med at inspirere til at sætte egen og medarbejdernes motivation i centrum for en virksomheds forandringsproces. I øvrigt et ønske, hun deler med lektor på CBS Peter Holdt Christensen, som netop har udgivet bogen ”Livlige organisationer. Nyere perspektiver på hvordan arbejdspladsen fungerer”.

Bogen er appetitlig med gode illustrationer, luft på siderne og lækkert papir.

Om forfatteren: Anne Ravn Grønholt (f. 1970) er grundlægger af og adm. direktør for Motivation Management. Hun arbejder som konsulent, underviser og coach og startede sin egen virksomhed for 10 år siden.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også