Weekend

Pride i København: Det store rykind kommer i 2021

I dag er der Pride-parade i København, og ligesom de foregående år forventes det, at et stort antal udenlandske gæster vil deltage i arrangementet. Det er dog intet at regne imod forventningerne til 2021, hvor København er vært for World Pride og EuroGames.

Københavns gader er regnbuefarvede under Pride-paraden. Foto: Getty Images

Der føres ikke statistik over, hvor mange udenlandske turister, der kommer til København i anledning af den årlige Copenhagen Pride Week, som kulminerer i dag med den enorme Pride-parade i hovedstadens gader. Men sidste år kunne arrangørerne fortælle til TV2, at de via salget i deres egne barer og boder kunne se, at der år for år bruges flere og flere internationale kreditkort. Og håbet er, at der kommer endnu flere i fremtiden.

Samtidig med at Copenhagen Pride Week løber af stablen i denne uge, så er forberedelserne nemlig allerede godt i gang til 2021, hvor den helt store begivenhed World Pride afholdes i København.

World Pride er en stor international kulturfestival, der samler deltagere fra LGBTQIA-miljøet i hele verden. Betegnelsen LGBTQIA, der bruges af arrangørerne bag Copenhagen Pride, står for: lesbisk, gay, bisexuel, transkønnet, queer, intersexuel og asexuel.

En storslået fejring af kærlighed, sportsånd og LGBTQIA-rettigheder.

Festivalen vil finde sted i både København og Malmø med en lang række arrangementer som udstillinger, koncerter, debatter og såkaldte ”out-of-this-world parties”. Åbningsceremonien bliver afholdt som en kæmpe strandfest, og til selve paraden forventer arrangørerne, at over 60.000 vil deltage, mens publikum vil overstige 500.000.

Det bliver den største Pride-begivenhed i Danmark nogensinde, og meget passende vil det i 2021 være 25 år siden, den første Copenhagen Pride blev afholdt i København i 1996.

Samtidig forventes det også, at et stort antal udenlandske gæster vil deltage i LGBTQIA-sportsbegivenheden EuroGames, som Pan Idræt er vært for samme år. Her vil regnbue-atleter kæmpe mod hinanden i over 25 forskellige sportsgrene i et arrangement, der skal bekæmpe diskrimination og fremme mangfoldighed i sport.

Sammen har de to begivenheder World Pride og EuroGames fået overskriften Copenhagen 2021, og ifølge arrangørerne bliver det: ”En storslået fejring af kærlighed, sportsånd og LGBTQIA-rettigheder pakket ind i en regnbuefarvet folkefest”.

BRANCHENYT
Læs også