Tal, der tæller: Fun facts om New York
Mange føler, at de kender New York, allerede før de har sat deres ben her. Ikonisk og velbelyst i millioner af film og tv-serier fra ”Sex and the City” til ”Mad Men”. Men hvor meget kender du egentlig til byen, der aldrig sover? Test dig selv her.
New York er mavekildrende gensynsglæde fra første blik. Alle ikonerne fra film og tv er her. Og de er, som de skal være. Frihedsgudinden er nøjagtig så majestætisk, Times Square så blændende, taxaerne så gule, og newyorkerne så brovtende, som man kender dem fra skærm og lærred. New York er øredøvende, pangfarvet og storbycharmerende. Også i virkeligheden.

