Arrangør bekræfter: Tour de France bliver udsat for første gang siden Anden Verdenskrig
Tour de France 2020 skulle efter planen være begyndt den 27. juni.
Der var reelt ikke noget valg efter præsidentens tale til nationen.
Sent mandag aften bekendtgjorde den franske præsident, Emmanuel Macron, at alle »begivenheder med et stort publikum ikke vil kunne afholdes før tidligst i midten af juli« på grund af risiko for spredning af coronavirus.
Udtalelsen ramte bl.a. Tour de France, der skulle være blevet indledt den 27. juni og vare frem til den 19. juli.
»Da det nu er umuligt at indlede Touren som planlagt, har vi taget kontakt til den internationale cykelunion (UCI, red.) for at forsøge at finde nye datoer,« bekræftede løbsarrangørerne over for nyhedsbureauerne AP og dpa tirsdag eftermiddag.
Flere borgmestre, der efter planen skal have besøg af løbet, har bekræftet over for nyhedsbureauet AFP, at de er blevet kontaktet i forhold til at finde nye datoer.
Ifølge flere franske medier arbejder Tour-arrangøreren ASO på at skubbe løbets start til den 25. juli, hvilket borgmestrene i start- og målbyerne skulle have godkendt.
Den franske sportsminister, Roxana Maracineanu, har tidligere luftet tanken om at afvikle årets Tour de France uden tilskuere. Det vil være en nødløsning, men den vil trods alt sikre holdene og arrangørerne attraktiv tv-eksponering.
Planen har dog mødt modstand fra bl.a. værtsbyerne og Tour-arrangøreren ASO.
Tour de France har været afholdt hvert eneste år siden Anden Verdenskrig.
»Kun to verdenskrige har indtil videre stoppet Tour de France,« som løbsdirektør Christian Prudhomme tidligere har udtalt.

