Weekend

Christian Lygum Christensen på gaden med ny eventyrbog om Guatemala

Hvis man har udlængsel og savner spænding og den store vide verden, kan der være hjælp at hente i ny kulørt rejsebog.

Siden 1970’erne har Christian Lygum Christensen rejst til Guatemala et utal af gange for at finde rester og levn fra den sagnomspundne mayakultur.

I perioden 1990-2013 gennemførte tempeljægeren, som han kalder sig, hele 11 ekspeditioner i jagten på at kortlægge mere og mere af den forsvundne kultur.

Det er denne rejse, han inviterer læseren med på i bogen ”Tempeljægeren: På ekspedition blandt indianere, kokainsmuglere og gravrøvere i Guatemala”.

Bogen er en uhøjtidelig og til tider barsk fortælling om en opdagelsesrejsendes kærlighed til mayarigets ruiner og en billedside, der emmer af fugtig jungle, klaustrofobiske hulenedstigninger, bevæbnede militser og møder med junglefolk.

Guatemala er et ikke helt ufarligt land at rejse i. Terrænet er sine steder næsten ufremkommeligt, her er fuld af giftige kryb, og det vrimler med guerillasoldater, kokainsmuglere og indianere med en sund skepsis.

Måske er det derfor, at et af rådene fra Christian Lygum Christensen, der i øvrigt er medlem af Eventyrernes Klub, lyder: »Rejs altid to personer sammen. Det er meget sværere at likvidere to mennesker end én. Vis aldrig, at du har penge eller er rig. Spil dum og hav forbindelserne i orden.«

Guatemala er dog også rig på meget smukke bjerglandskaber og altså en jungle med uopdagede ruiner efter storslåede templer, bygget til ære for guderne. Gefundenes Fressen for Indiana Jones-typer, men også en fin ramme om inspirerende rejsefortælling.

"Tempeljægeren"
med undertitlen ”På ekspedition blandt indianere, kokainsmuglere og gravrøvere i Guatemala” er netop udkommet på forlaget Turbine. Vejl. pris 249,95 kr.

BRANCHENYT
Læs også