Weekend

Smartphones: Dyr eller billig? Her får du mest mobil for pengene

Smartphones ser ret ens ud, og når man kigger på egenskaberne, er det heller ikke altid til at se den helt store forskel. Så hvad er det lige der gør, at der er så stor forskel i priserne? Vi tester syv af forårets nye smartphones, fra den dyreste til den billigste, for at komme til bunds i sagen.

Artiklens øverste billede
Hvad er egentlig forskellen på en dyr og en billg smartphone? Foto: Alt om Data

To et halvt år efter Apple åbenbarede ”fremtidens mobildesign” med den rammeløse iPhone X, må vi konstatere, at skærme, der går helt ud til kanten, er blevet allemandseje. Selv den billigste mobil i testen har en sådan. Alle deltagere har desuden store skærme på over 6 tommer. Det er således ikke her den store forskel ligger.

Batterierne vokser, og opladningshastigheden stiger. Det vil typisk være med de dyreste mobiltelefoner, du får størst kapacitet og hurtigst opladning, men ikke nødvendigvis. Forskellen er tydeligere, når det gælder skærmkvalitet. Et kapløb på skærmhastighed er skudt i gang. Opdateringshastigheden hos de dyreste mobiler har fået et betydeligt boost, og så er de grundlæggende skærmegenskaber bare bedre, når vi rykker op ad prisstigen.

Det samme kan siges om ydelsen. Den følger med prisen, men har efterhånden nået et niveau, hvor de færreste har behov for mere, end mellem-klassen tilbyder. Luksusfunktioner som trådløs opladning, fingeraftrykslæser i skærmen samt vand- og støvtæt design er også noget, man typisk ser i de dyrere mobiler. Kun de nyeste topmobiler understøtter 5G-netværket. Men det kan du heller ikke bruge i hele Danmark endnu.

Stor forskel på kameraer

Det er på kameraet, man ser den tydeligste forskel. Multikameraer er nu standard, og opløsningen er generelt blevet rigtig høj, men fotoegenskaberne strækker sig til helt nye dimensioner i de dyreste mobiler. De tilbyder utrolig høj zoom samt ekstremt finkornede sensorer. Fotomulighederne udvides således udover, hvad der hidtil har været muligt.

På de følgende sider tester vi syv af de nyeste smartphones, fra den dyreste til den billigste. Vi har kun udvalgt smartphones, der er kommet på markedet inden for det seneste halve år. Der er stor forskel på prisen. Men sidepointen her er også at se, om det virkelig kan svare sig at betale de mange ekstra kroner for at få en topmodel, eller om man i de fleste tilfælde er bedre tjent med at spare adskillige tusind kroner. Vi lader testen svare på det spørgsmål.

Sådan bedømmer testholdet

AOD giver alle testede produkter en karakter på mellem 1 og 6 stjerner på en række udvalgte punkter. Ved beregningen af ”Samlet vurdering” tillægges karakteren for ”Ydelse” samme vægt som alle andre karakterer tilsammen. ”Testvinder” er testens bedste produkt samlet set. ”Bedste Køb” er det produkt, som giver bedst valuta pr. investeret krone. Nogle produkter får desuden anerkendelsen ”Anbefaler” for særlig høj kvalitet.

Samsung Galaxy S20 Ultra: Når kun det vildeste er godt nok

Denne mobiltelefon giver hele markedet et nyt mål at stræbe efter. Den vildeste Android-model, du kan få lige nu.

Foto: Samsung

Samsung Galaxy S20 Ultra

Skærm: 6,9” Dynamic Amoled, 3200 x 1440p, 120 Hz

Processor: Samsung Exynos 990

Kamera: 108 MP, 12 MP ultravidvinkel, 12 MP, 48 MP tele, Depth Vision, PDAF, OIS, 8K/40 MP, 4K frontkamera

Batteri: 5000 mAh, 45 W opladning, trådløs, omvendt trådløs

Forbindelser: 5G, Wi-Fi 6, Bluetooth 5.0, USB C

Hukommelse: 12 GB ram, 128 GB lager + Micro-SD

Design: Gorilla Glass 6 foran og bagå, IP68

Styresystem: Android 10, One UI

Pris: 10.499 kr.

Den dyreste er ikke overraskende den bedste. Prisen på Galaxy S20 Ultra er markant højere end på de andre mobiler i testen, men den er også foran på stort set alle punkter.

Det er den største mobil, ganske enkelt fordi den har den største skærm. Den vil være alt for stor for nogle brugere og er heller ikke ligefrem en letvægter. Men Samsung har udnyttet pladsen godt. Der er kvalitet i hver en tomme.

Skærmen står knivskarpt, med forrygende kontrast og farvegengivelse, og den høje opdateringshastighed på 120 Hz gør, at billedgengivelsen er helt flydende. Man bemærker det særligt i spil, men selv i basal navigation giver den hurtige skærm en særdeles responsiv oplevelse. Den sluger dog en del batteri. Skal der spares på strømmen, kan man gå ned 60 Hz.

På rå regnekræfter er S20 Ultra et skridt foran de andre, omend Huawei napper den i hælene. Det er ganske enkelt den hurtigste Android-mobil, du kan få lige nu. Batteritiden er også udmærket, omend lavere end den kolossale kapacitet skaber forventninger om. Cirka halvanden dag ved almindelig brug. Det vil blive mindre, når 5G kommer i brug.

Ekstremt kamera

Det er kameraet, der er hoved-attraktionen. Det kan man ikke være i tvivl om. Kameramodulet fylder en betydelig del af bagsiden og stikker ud i en grad, så S20 Ultra tipper lidt, når den ligger fladt ned.

Men der er altså også tale om et kamera, som vi ikke har set mage til før. Der er mulighed for at skyde billeder på op til 108 MP og video i 8K. Det kan synes overdrevet, men giver faktisk god mening. Ud af de højopløste skud kan du klippe mindre bidder i flot kvalitet eller hente skarpe stillbilleder fra en video.

Du får desuden superzoom på op til 100x. Det er ret ekstremt. For at sætte det i perspektiv skød vi et fint billede af Den Lille Havfrue fra den modsatte side af vandet, på Refshaleøen i Københavns havn. Et motiv som ikke var til at skimte med det blotte øje. Billedet bliver ikke decideret kønt med denne zoom-faktor, men alt under 30x zoom ser pænt ud.

Begrænset lagerplads

Et lille minus er, at S20 Ultra kun fås med 128 GB herhjemme. Det slipper hurtigt op, hvis du giver den gas med kameraet (et billede på 108 MP fylder 25 MB). Men kapaciteten kan udvides med Micro-SD-kort.

Styresystemet er Android 10 tilsat Samsungs brugervenlige One UI, som især udmærker sig ved en enestående evne til at tilpasse sig brugerens vaner. Eneste ulempe er den fortsatte insisteren på at holde liv i den digitale assistent Bixby.

Huawei P40 Pro: Forrygende smartphone med app-mangel

Teknologien er i top på Huaweis nye flagskibs-mobil, som har utrolig stærkt kamera. Manglen på apps i Huaweis eget styresystem hæmmer desværre oplevelsen.

Foto: Huawei

Huawei P40 Pro

Skærm: 6,58” OLED, 2640 x 1200p, 90 Hz

Processor: Hauwei Kirin 990

Kamera: 50 MP vidvinkel, 40 MP ultravidvinkel Cine Cinema, 12 MP tele (5 x zoom), dybde (ToF), OIS, 4 K, 60 fps/32 MP, dybdekamera på front

Batteri: 4200 mAh, 40 W opladning, 27W trådløs, omvendt trådløs

Forbindelser: 5G, Wi-Fi 6, Bluetooth 5.1, USB C

Hukommelse: 8 GB ram, 256 GB lager + NM-kort

Design: Gorilla Glass 6 foran og bagå, IP68

Styresystem: Huawei HMS / Emui 10

Pris: 7.999 kr.

Huawei er tilbage på det danske mobilmarked med den første topmobil, siden den amerikanske handelsblokade slog dem helt ud af kurs sidste år.

Der er tale om en klassisk Huawei-mobil. Designet lægger sig tæt op ad forgængeren P30 Pro med et par fine optimeringer hist og her. Blandt andet er skærmen nu også afrundet i top og bund, ikke kun i siderne. Det gør mobilen mere behagelig at holde på. En rigtig nydelig smartphone i en god og håndterlig størrelse.

Huawei er rykket op i skærmhastighed, dog ikke så meget som Samsung. Med 90 Hz får du et flot flydende billede med stærk kontrast og stor skarphed.

Processoren er Huaweis egen Kirin 990. Den når ikke helt Samsungs i ydelse. Men det er tæt på. Så tæt, at der blot er tale om en teoretisk forskel. P40 Pro har kræfterne til stort set alle tænkelige opgaver – spil, videoredigering, AR m.m.

Batteriet er stort, og smart strømstyringsteknologi gør, at mobilen snildt holder flere dage på en opladning. Der følger 40 W-oplader med i æsken. Den får mobilen ladet op på rekordtid. På cirka et kvarter er mobilen ladet halvt op, på en halv time har du 75 procent, mens der er fyldt helt op på lidt under en time. Trådløs opladning sker også hurtigt, ved 27 W.

Skarpe skud dag og nat

Huawei er kendt for forrygende kameraer, og P40 Pro viderefører traditionen. Man har forbedret og bygget videre på forgængerens kamera. Du får den samme 50x zoom, der er ultravidvinkel, tele og dybdekamera (ToF) samt nat-tilstand og andre velkendte egenskaber. Dog er den maksimale opløsning øget til 50 MP, og Huawei har anvendt en ny sensor, der er lige så stor, som den der sidder i mange ”rigtige” kameraer.

Sammen med en høj ISO gør den det muligt at få enormt lysstærke billeder i kassen. Under svage lysforhold er P40 Pro overlegen. Man kan faktisk undre sig over, at Huawei fortsat har en nat-tilstand, for selv uden brug af denne bliver natbilleder så godt belyst, at det nærmest ser ud, som om de er skudt i dagslys. Det er faktisk, lige før det bliver overdrevet.

Det er dog svært at brokke sig over. For det er et helt igennem suverænt kamera, der også udmærker sig ved en lynhurtig og præcis autofokus, med eksemplarisk evne til at tracke et subjekt, når du filmer video.

Mangler apps

Så langt så godt. Men der er et ”men”. Og det er et betydeligt ”men”. For handelsblokaden gør, at P40 Pro ikke har adgang til Googles software.

ystemet ligner det, man kender fra tidligere Huawei-mobiler, men mobilen er ikke i stand til at køre Google-apps, herunder Google Play, som er adgangs-porten til alle Android-apps. Huawei har sin egen appbutik, men den er temmelig mangelfuld.

Der er dog gode ting, inklusive Googles tjenester, netbank, e-boks, Facebook, Instagram m.fl., som kan køres fra mobilens browser. Lav en genvej på startskærmen, og det er næsten som at have en app. Men alligevel ikke helt. For tjenester integreres ikke på samme måde med pop-ups, notifikationer og den slags, når det ikke er en rigtig app.

Der er desuden mange enheder, der skal bruge en app for at fungere – hovedtelefoner, højttalere, smart home-enheder osv. Og dem finder du næppe her. Så du kommer til at rende hovedet mod muren før eller siden. Med mindre Huawei får gevaldig fart på med at fylde apps på hylderne.

Xiaomi Mi Note 10: Topkamera til budgetpris

Her får du imponerende kamera og kæmpe batteri til attraktiv pris. Det er dog ikke alt på mobilen, der er på topniveau.

Foto: Xiaomi

Xiaomi Mi Note 10

Skærm: 6,47” Amoled, 2340 x 1080p, 120 Hz

Processor: Qualcomm Snapdragon 730G

Kamera: 108 MP, 12 MP tele, 2 x optisk zoom, 20 MP ultravidvinkel, 5 MP ultratelefoto m. 10 x hybrid, 50 x digital zoom, 2 MP makro/32 MP, FHD frontkamera

Batteri: 5260 mAh, 30 W opladning

Forbindelser: 4G, Wi-Fi ac, Bluetooth 5.0, USB C

Hukommelse: 6 GB ram, 128 GB lager

Design: Gorilla Glass 5 foran og bagå

Styresystem: Android 9, MIUI 11

Pris: 4.190 kr.

Xiaomi er ikke det mest kendte brand herhjemme. Men det er de ude i verden. Faktisk er de verdens tredjestørste smartphone-producent. Succesen skyldes langt hen ad vejen, at producenten kan levere smartphones med imponerende specifikationer til lave priser. Mi Note 10 er et godt eksempel.

Her får du et kamera, som i sine specifikationer er mistænkeligt tæt på Samsungs. Du kan skyde stillbilleder på 108 MP, og der er stærk zoom – dog ”kun” 50x. Det betyder, at du får mange af de samme muligheder som i S20 Ultra.

Resultaterne er godkendt. Sammenlignet med Samsungs mobil mangler der dog lidt finesser i de finere billeddetaljer såvel som i kamerabetjeningen. Samsung har været bedre til at implementere de avancerede features på en måde, der gør dem nemme at udnytte for brugeren.

Moderat ydelse

Batteriet i Mi Note 10 er faktisk en anelse større end i Samsungs topmodel, og mobilen er i stand til at oplade lige så hurtigt. Bortset fra dette er den dog ikke på niveau. Designet er hverken støv- eller vandtæt, skærmkvaliteten er moderat, der er ikke trådløs opladning, og der er anvendt en sløvere processor. Der er dog jackstik til hovedtelefoner, og det giver et plus i vores bog.

Samsung Galaxy A71: Perfekt balance mellem pris og kvalitet

Et virkelig godt køb. Langt de fleste brugere vil blive begejstrede for denne mobiltelefon.

Foto: Samsung

Samsung Galaxy A71

Skærm: 6,7” Amoled, 2400 x 1080p

Processor: Octa-core (dual 2,2 GHz + Hexa 1,8 GHz)

Kamera: 64 MP, 5MP macrokamera, 12 MP ultravidvinkel, 4K, 32 MP selfie, FHD

Batteri: 4500 mAh, 25 W opladning

Forbindelser: 4G, Wi-Fi ac, Bluetooth 5.0, USB C

Hukommelse: 6 GB ram, 128 GB lager + Micro-SD

Design: Gorilla Glass 3, plastikbagside

Styresystem: Android 10, One UI

Pris: 3.699 kr.

På næste trin ned af prisstigen finder vi igen Samsung – med en model fra den budgetvenlige A-serie.

Det er her vi finder den gyldne mellemvej, hvor pris, design og funktionalitet går op i en højere enhed.

Det en stor mobil med 6,7”-skærm, men den er let, slank og elegant. Og der er jackstik! Sådan. Du får også gode ting som indbygget fingeraftrykslæser i skærmen og mulighed for ansigtsgenkendelse.

Skærmen står imponerede flot, og der er godt med power i mobilen. Den er ikke på niveau med S20 Ultra, men mere end tilstrækkeligt til de flestes behov. Desuden får du stort 4500 mAh batteri med 25 W hurtigopladning.

Lækre billeder

Trods det overkommelige prisniveau er der ikke sparet på kameraer. På bagsiden er der fire styks. Et lysstærkt hovedkamera på 64 MP, et dybdekamera, et 5 MP-macrokamera og et 12 MP-ultravidvinkelskamera. Det er et gedigent setup, omend nogen nok havde foretrukket optisk zoom i stedet for macro.

Resultaterne er sprøde, farve-stærke og kontrastfyldte. Kameraet matcher faktisk fint de bed-ste i testen, i hvert fald ved et helt almindeligt skud set på en mobilskærm. Går man i detaljerne, vil man se, at der mangler det sidste sammenlignet med P40 Pro og S20 Ultra. Men næppe en forskel, der vil have reel betydning for den typiske bruger.

Motorola One Hyper: Hurtig opladning i halvsløj mobil

En ægte kant-til-kant-skærm samt et stort og hurtigt batteri er trækplastrene i en smartphone, der samlet set er lidt af en skuffelse.

Foto: Motorola

Motorola One Hyper

Skærm: 6,5” IPS LCD, 2340 x 1080p

Processor: Qualcomm SDM675 Snapdragon 675

Kamera: 64 MP vidvinkel, 8 MP ultravidvinkel, 32 MP FHD

Batteri: 4500 mAh, 27 W opladning

Forbindelser: 4G, Wi-Fi ac, Bluetooth 5.0, USB C

Hukommelse: 4 GB ram, 128 GB lager + Micro-SD

Design: Plastic

Styresystem: Android 10

Pris: 2.699 kr.

One Hyper skiller sig ud på designet. Her får du en ubrudt kant-til-kant-skærm. I stedet for et hul i skærmen til selfiekamera, har man forsynet mobilen med et pop-op-kamera, som dukker op af toppen, når du skal bruge det. Det kan være en udmærket løsning, men i dette tilfælde er mekanismen langsom og langt fra lydløs. Så den hæmmer faktisk oplevelsen lidt.

Billedkvaliteten fra det høj-opløste 32 MP-kamera er heller ikke imponerende, og det samme kan siges om bagsidens 64 MP-kamera. Billederne fremstår lidt uldne og overmættede i farverne. Dog sikrer Quad Pixel-teknologien, at du får ret lysstærke billeder i mørke omgivelser. Den kombinerer fire pixels til én stor pixel, som suger meget mere lys ind.

Hurtig opladning

Skærmen er helt anstændig, men kræfterne er i den beskedne ende. Der er nok til almindelige opgaver, men du skal ikke kaste dig ud i tung video-redigering. Batteriet er mobilens trumfkort. Det har en flot kapacitet på 4000 mAh og understøtter lynopladning op til 45 W. Den medfølgende oplader er 27 W.

Motorola Moto G8 Plus: Billig uden at være kedelig

Trods den lave pris får denne mobiltelefon en anbefaling. Godt kamera og pænt med kræfter.

Foto: Motorola

Motorola G8 Plus

Skærm: 6,3” IPS LCD, 2280 x 1080p

Processor: Qualcomm SDM675 Snapdragon 665

Kamera: 48 MP vidvinkel, FHD ultravidvinkel actionkamera, 5 MP dybde, 25 MP frontkamera

Batteri: 4000 mAh, 15 W opladning

Forbindelser: 4G, Wi-Fi ac, Bluetooth 5.0, USB C

Hukommelse: 4 GB ram, 64 GB lager + Micro-SD

Design: Plastic, vandafvisende

Styresystem: Android 9

Pris: 1.999 kr.

Moto G8 Plus er stjernen i Motorolas G-serie, som almindeligvis er garant for noget af det bedste, du kan få for pengene. Og den er rent faktisk også en bedre mobil end den dyrere One Hyper fra samme producent.

Skærmen er en anelse blegere, og den lader knap så hurtigt som One Hyper, men batteriet er af samme størrelse. Kræfterne er også lige store.

Kameraet er en anden konfiguration. Der er hovedkamera på 49 MP, igen med Quad Pixels. Det klarer sig fint under mørke forhold, men giver også pæne, afbalancerede billeder i kassen ved almindeligt lys.

Actionkamera indbygget

Der er dybdesensor, og som et noget anderledes valg er der dedikeret actionkamera til video. Det er konstrueret, så du filmer i 117 grader vidvinkel, når du holder mobilen vertikalt. Det gør det noget nemmere at filme hektiske actionsekvenser, end hvis du holdt den horisontalt.

Stærk stabilisering giver nogenlunde ro i billedet, selv når det går vildt for sig. Mobilen er vandafvisende, den har fingeraftrykslæser bagpå og der er – Gud ske tak og lov – jackstik til hovedtelefonen i bunden.

Nokia 2.3: Utrolig pris – men for store kompromiser

Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man ser prisen. Men det kan blive for billigt.

Foto: Nokia

Nokia 2.3

Skærm: 6,2” IPS LCD, 1520 x 720p

Processor: Mediatek MT6761, quad-core 2.0

Kamera: 13 MP hovedkamera, 2 MP dybde, 5 MP frontkamera

Batteri: 4000 mAh, 15 W opladning

Forbindelser: 4G, Wi-Fi n, Bluetooth 5.0, Micro-USB

Hukommelse: 2 GB ram, 32 GB lager

Design: Plastic

Styresystem: Android 9 (Android 10 på vej)

Pris: 899 kr.

Her er prisen banket helt i bund – under 1000 kr. Man kan nærmest kun blive positivt overrasket, når man har at gøre med så billig en mobil. For hvad kan man egentlig forvente? At den overhovedet kan tænde, er vel imponerende i sig selv.

Nokia 2.3 er sjovt nok også et positivt bekendtskab til at begynde med. Den har et nydeligt design med en bagside i hårdt plastmateriale og en skærm, der fylder langt det meste af forsiden. Der er også jackstik, og mobilen har en dedikeret knap til Google Assistent.

Fin skærm og stort batteri

Skærmen er en velvoksen sag på 6,2”. Den har beskeden HD-opløsning, men faktisk et helt nydeligt billede prisen taget i betragtning. Selvfølgelig er det slet ikke på højde med de dyreste mobiler, men skarpheden er nogenlunde og farvegengivelsen i orden.

Mobilen har også et imponerende batteri på 4000 mAh. Da den lavopløste skærm ikke sluger så meget strøm, kan du komme igennem et par dage på en opladning. Den oplades via gammeldags Micro-USB og er helt uden hurtigopladning, så man skal tilslutte mobilen i god tid. En fuld opladning tager et par timer.

Lidt for langsom

Mobilen kører Android 9.0, og Nokia garanterer opdatering til Android 10. Det er ikke noget, man kan tage for givet i denne prisklasse. Der er også ansigtsgenkendelse, omend ikke særlig effektiv.

Så langt så godt. Der, hvor kompromiserne for alvor viser sig, er på kamera og ydelse. Der er to kameraer på bagsiden – et 13 MP hovedkamera og et 2 MP bokeh-kamera. På forsiden er der 5 MP selfie-kamera. Uanset tekniske specs er resultaterne blege og udvaskede – lidt som om de er taget i en tåge. Det er næppe billeder, man har lyst til at gemme i fotoalbummet til eftertiden.

Man mærker tydeligt, at mobilen er på overarbejde, selv ved basale opgaver. Ventetid og forsinkelser er en del af oplevelsen, og det kan man altså hurtigt blive lidt træt af, hvis mobilen er et hverdagsredskab, der effektivt skal klare et varieret udvalg af opgaver. Men som barnets første mobil kan Nokia 2.3 måske være en fin løsning.

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.