Weekend

Jaguar I-Pace bliver ført up to date

Den velkørende Jaguar-elbil får nu hurtigere opladning med tre faser, nyt infotainment-system og kamerabakspejl.

Jaguar I-Pace får et mindre facelift, hvor en af de mest mærkbare ændringer er muligheden for at oplade bilen langt hurtigere hjemme og ude i byen. Foto: Jaguar Den elektriske SUV får også en række trim-pakker og mulighed for grill med krom, som skal give mere fornemmelse af engelsk stil. Foto: Jaguar Grafikken er løftet på den digitale instrumentering, mens I-Pace også får et kamerabakspejl. Foto: Jaguar

Endelig kommer Jaguar I-Pace helt frem i skoene. Den elektriske SUV fra det britiske nobelmærke har nemlig ikke været den hurtigste dreng i feltet, når vi taler om opladning. Men det bliver der nu rådet bod på med en opgradering, som betyder, at den kan lade med tre frem for én fase ved en hjemmelader eller ude i byen. Det giver en ladetid på 8,6 timer, til batteriet er fuldt opladet, hvilket kan ske med 11 kW mod tidligere 3,7 kW, som betød en ladetid på 26 timer.

Med en hurtiglader hedder effekten stadig op til 100 kW, hvor der kan oplades til 127 km kørsel på et kvarter, mens der med 50 kW kan oplades 63 km.

Med den tekniske opgradering får modellen fra 2018 også en række ændringer, der bl.a. omfatter et nyt og mere avanceret infotainmentsystem kaldet Pivi Pro, mens rækkevidden på 470 km er uændret i I-Pace, der har et batteri med en nettokapacitet på 90 kWh og yder 400 hk.

Mere praktisk

Pivi Pro skal være mere brugervenligt end det nuværende system og lige så intuitivt at bruge som en smartphone. Det spiller sammen med et opdateret navigationsanlæg, som fortæller, om ladestanderne i nærheden er tilgængelige, hvad prisen evt. er, og hvor lang tid en opladning tager. Hvis systemet virker fuldt ud herhjemme, er det et stort løft i forhold til de nuværende mere passive navigationssystemer, der findes i mange elbiler.

Udviklerne hos Jaguar har samtidig benyttet faceliftet til at give den virtuelle HD-instrumentgruppe på 12,3 tommer, de lidt mindre berøringsskærme og drejeknapper et grafisk løft. Det betyder, at der skal trykkes færre gange for at finde en destination, lige som der kan zoomes ind på et kort med fingrene på samme måde som med en smartphone.

Nu er der også mulighed for trådløs opkobling af telefonen med signalforstærkning. Her kan man parre to telefoner samtidig, så der er mindre risiko for at ryge af nettet. Bilen har også et indbygget simkort med gratis streaming af en række funktioner, lige fra musik fra Spotify til trafikopdateringer.

Kamera bagud

Synet bagud klares med det nye såkaldte ”Clearsight” kameraspejl, der også er lanceret i Range Rover Evoque. Her er skærmen integreret i selve bakspejlet, som fungerer sammen med et 3D-kamera, som sidder på taget. Her kan man skifte mellem almindeligt spejl og kameravinduet.

Jaguar I-Pace
Blev lanceret i 2018. Siden da har Jaguar I-Pace vundet mere end 80 globale priser. Det gælder bl.a. World Car of The Year, World Car design of The Year og European Car of the Year.

Jaguar fremhæver også et nyt klimaanlæg med filter, som ioniserer luften i kabinen. Det fjerner både allergener og ultrafine mikropartikler – også de skadelige PM2.5-partikler. Det er samme system, der optimerer batteriets temperatur inden køreturens start, når bilen står til opladning. Ved samme lejlighed renses luften i kabinen.

Der er foreløbig solgt 128 stk. Jaguar I-Pace herhjemme. Der foreligger ikke priser for de nye 2021-modeller af elbilen.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.


BRANCHENYT
Læs også