Weekend

Sådan bliver trafikken i sommerferien

I weekenderne og især om lørdagen bliver der trængsel på vejene, mens der kommer til at være god plads til dem, der skal til og fra arbejde i hverdagene.

Danskerne forventes især at feriere i mange af landets sommerhuse i år. Det kan i perioder give tæt trafik i flere sommerhusområder, varsler Vejdirektoratet. Arkivfoto: Christian Lykking

Sommerferien står for manges vedkommende lige for døren. Skolernes sommerferie bliver skudt i gang nu og varer til og med søndag den 9. august.

Ifølge Vejdirektoratet bliver der i sommerferien tryk på vejene i weekenderne, mens der i hverdagene vil være mulighed for at komme hurtigere til og fra arbejde end normalt.

Trafikken bevæger sig hovedsageligt på tværs af landet mellem hovedstadsområdet og Jylland samt på hovedvejene mod de store sommerhusområder.

Vejdirektoratet

Coronapandemien har for manges vedkommende sat en stopper for udlandsplanerne, og netop fordi mange af os i år holder ferie i Danmark, forventes især lørdagene at blive store trafikdage. Det skyldes, at det er skiftedage i landets mange sommerhuse.

»Trafikken bevæger sig hovedsageligt på tværs af landet mellem hovedstadsområdet og Jylland samt på hovedvejene mod de store sommerhusområder, f.eks. ved den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland,« skriver Vejdirektoratet.

Gode råd til køreturen

Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.

Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser – f.eks. ved vejarbejder.

Hav solbriller, mad og drikkevarer i bilen.

Tjek vejrudsigten, før du tager afsted.

Kilde: Vejdirektoratet

Travle strækninger

På visse strækninger forventes der i perioder at være særlig tæt trafik. Det drejer sig bl.a. om Rute 55 ved Løkken og Blokhus samt Rute 16 til og fra Nordsjælland.

Ifølge Vejdirektoratet vil der desuden være risiko for kødannelse for de trafikanter, der rejser til Danmark fra Sverige via Øresundsbroen og fra Tyskland til Danmark via E45. Det skyldes grænsekontrol:

»Vi anbefaler, at du så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum samt tjekker trafiksituationen ved grænsen inden afrejse,« lyder det.

På Lillebæltsbroen vil der over sommeren blive udført vedligeholdelsesarbejde. Det kan føre til forsinkelser for de trafikanter, der skal fra Fyn mod Jylland, da højre spor periodevist vil være spærret.

BRANCHENYT
Læs også