Weekend

VW Tiguan kommer nu som plug-in hybrid

Den høje VW Tiguan får en kraftig opgradering. Den kommer som plug-in hybrid med en rækkevidde på 50 km og som en heftig R-model med 320 hk.

Den faceliftede VW Tiguan får en front med brede full LED-forlygter, der kan opgraderes til de avancerede matrixlys. Foto: VW Inden dørs får modellen nu en digital instrumentering som i Golf, hvor en række funktioner skal betjenes på en berøringsskærm eller et nyt rat berøringstaster. Foto: VW Tiguan vil nu også kunne fås som plug-in hybrid, der yder 245 hk og har en rækkevidde, som hedder 50 km på ren el. Foto: VW

Der er masser af nyskabelser både på de ydre og indre linjer, når den høje VW Tiguan nu får et større facelift. Mest iøjnefaldende er en ny front med tråde til den større Touareq og den nordamerikanske Atlas Cross Sport, der fremhæves af brede full LED-forlygter. En tur rundt om bilen viser også, at der er nye kofangere og trim, mens modelbetegnelsen er rykket under VW-logoet.

Nye varianter

SUV’en med en dåbsattest fra 2016, og som er Volkswagens mest solgte høje model i Europa, melder sig nu også i feltet af plug-in hybrider, som hos VW hedder eHybrid. Her spiller Tiguan ud med en drivline, der har en systemydelse på 245 hk, og som kan klare 50 km på ren strøm med op til 130 km/t.

Fakta
Første generation af VW Tiguan blev lanceret i 2007. Anden generation kom på markedet i 2016.

Nyt på banen er også en sportslig Tiguan R-model, der byder på en TSI-benzinmotor med 320 hk. Den har firehjulstræk, der er udvidet med et såkaldt ”R-Performance Torque Vectoring-system”, der ikke kun fordeler trækkraften mellem for- og bagaksel, men også mellem venstre og højre baghjul.


Motorprogrammet omfatter også nye TDI-dieselmotorer med ”Twin-dosing”, hvilket ifølge VW gør dem til nogle af de reneste forbrændingsmotorer i verden.

Avanceret lys

Nyt er også en travel assist, der kan gøre bilen delvist selvkørende med op til 210 km/t. Inden døre er modellen blevet opgraderet med betjening på en berøringsskærm, som betyder, at flere kontakter falder bort som i den nye Golf. Her er også et multifunktionsrat med berøringsfunktioner. Ekstraudstyret omfatter nu bl.a. IQ Light matrix-forlygter, der kan styre lyset mere præcist, og et lydsystem på 480 watt fra Harman Kardon.


Den faceliftede Tiguan kommer på markedet herhjemme til oktober. Det sker med en 1,5 Evo-benzinmotor på 150 hk og 2,0 TDI-dieselmotorer på 150 hk og 200 hk. eHybrid- og R-modellerne følger lige efter årsskiftet.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.

BRANCHENYT
Læs også