Test af soundbaren Sonos Arc
Arc er den første soundbar fra Sonos med Dolby Atmos. Fra blot et enkelt højttalerkabinet får du stor surround i hjemmebiografen. Er det på tide at skrotte dit gamle 5.1-system?
Soundbar
Sonos Arc
Pris: 6.699 kr.
Højttalere: 11 drivere, Klasse-D, fjernfeltsmikrofoner
Google Assistant, Alexa
Tilslutning: HDMI ARC, Ethernet, Wi-Fi g 2 GHz, AirPlay 2, infrarød
Dimensioner: 87 x 1141,7 x 115,7 mm
Vægt: 6,25 kg
Med Atmos har Dolby skabt en universal surround-teknologi, der kan udnyttes, hvad enten du bruger en smartphone eller har et komplet surround-setup med et væld af højttalere rundt omkring i stuen.
Sonos har taget teknologien til sig med den nye Arc, som er skabt til at skabe stor lydmagi i hjemmebiografen.
Det er uden tvivl Atmos, der er det store salgsargument her. Implementeringen af teknologien adskiller Arc fra forgængeren, Sonos Playbar.
Hele enheden er dog redesignet, ikke bare i det ydre, men også i det indre, hvor højttaleropsætningen er skræddersyet til at udnytte Atmos. Der er i alt 11 højttalere indbygget, heraf to opadrettede til 3D-lyd.
Imponerende surround
Arc er stilren og minimalistisk i sit simple, afrundede design, hvor det tæt perforerede plastik dog skaber en lidt spøjs, nærmest selvlysende, effekt i overfladen. I hvert fald på den hvide model, som vi testede.
Se også: Sonos ønsker forbud mod Googles mobiler, bærbare og højttalere
Den glider ikke desto mindre fint ind i stuens indretning, med det lille, men mærkværdige ”men”, at den leveres med en sort ledning. Hvorfor!?
Der er diskret LED-lys og touchbetjening på toppen af højttaleren, som i øvrigt også understøtter stemmestyring med Google Assistent og Alexa.
Arc kobles på dit hjemmenetværk som enhver anden Sonos-højttaler. Den fungerer dog kun med Sonos’ nye app, så Arc kan ikke være på samme system som de ældste Sonos-produkter.
Tilkobling til tv’et kan udelukkende ske via HDMI ARC (kablet følger med).
Sonos Arc tilpasser lyden den kilde, der er tilsluttet, og har desuden TruePlay, så du nemt kan kalibrere den til dit rum. I appen kan du fintune EQ, vælge nattilstand eller fremhæve stemmer.
Dit tv skal understøtte Atmos for at Arc kan udnytte lydteknologien, og indholdet, du hører, skal være produceret i formatet. Det er dog efterhånden udbredt på de mest populære filmstreamingtjenester. Musiktjenesten Tidal har også netop åbnet op for musik i Atmos.
Se også: Sonos får kæmpe opgradering - Hi-Res lyd og surround
Du løber således ikke tør for indhold lige med det samme, og oplevelsen, når du sender velproduceret Atmos-lyd ind i Arc, er mildt sagt imponerende. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som et klassisk 5.1-setup, men du kommer godt nok langt derhenad.
Atmos-teknologien bruger rummets loft og vægge til at kaste lyden rundt, og derfor får du meget af den samme rumlige fornemmelse som i et ”ægte” surround-setup.
Det er imidlertid også muligt at konfigurere Arc til klassisk surround. Tilslut et par One-højttalere og en sub via appen, og du har et komplet, og utroligt vellydende, surroundsystem.