Weekend

Gode vinbarer i København, hvor druerne kan nydes under åben himmel

Det seneste tiårs boom på den københavnske madscene har også affødt en lang række fremragende vinbarer. Det er afslappede og uprætentiøse steder, hvor man både spiser og drikker godt. Her er fem gode steder med udendørsservering.

Pompette er et populært mødested på Møllegade. Foto: Giuseppe Liverino Der er også gode ting at spise på Pompette. Foto: Giuseppe Liverino Vin og snacks på Vogelkop. Foto: Ronald Jensen Vogelkop – et charmerende og stemningsfuldt hjørne på Vesterbro. Foto: Ronald Jensen Gaarden & Gaden kendes på den smukke vindråbe over indgangspartiet. Foto: 	Daniel Rasmussen På Ved Stranden 10 har man udsigt til Christiansborg og Slotsholmen. Foto: TGT Nordisk æstetik og vin fra Sydeuropa på Ancestrale.

Med mere end en halv snes Michelin-stjerner fordelt på næsten lige så mange køkkenchefer – og en stor mængde andre gode spisesteder fra smørrebrød og fransk bistro til asiatisk gourmet – er København i dag en af Europas førende gastronomiske byer.

Kokkene har de senere år fået selskab af dygtige baristaer og bartendere med meget høje ambitioner.

Også vinbarer oplever et boom, og ikke mindst naturvin har en fremtrædende plads på vinbarernes menukort.

København er sammen med Paris de byer i verden, hvor der omsættes og konsumeres mest naturvin pr. indbygger, så kundegrundlaget er absolut til stede.

Vi har kigget nærmere på nogle af de mest spændende vinbarer netop nu.

Småfuld på Møllegade

Flere af folkene har en fortid på nogle af hovedstadens fineste restauranter, men her på Pompette (der betyder halvberuset) er både priser og atmosfære anderledes nede på jorden. Beliggende i en stille sidegade til Nørrebrogade kan man fra den lille disk bestille både flasker og vine på glas.

Uanset om du vælger bobler, hvidvin, rosé-, orange- eller rødvin, koster et glas 50 kr., og der er alt sammen tale om naturvin fra producenter som Frederic Cossard, Frank Cornelissen og Radikon.

Der er også mulighed for at bestille ost og charcuteri og lækkert brød fra naboen Andersen & Maillard. Der er hyggeligt indenfor i det lille lokale og også dejligt at sidde udenfor på det smalle fortov.

Naturvin på Vesterbro

På en livlig sidegade til Vesterbrogade, opkaldt efter nationalpoeten Oehlenschlæger, ligger Ancestrale, der som mange andre vinbarer i København gør sig i naturvin fra primært europæiske producenter. Ancestrale refererer til den oprindelige, naturlige måde at lave mousserende vin på, hvor vinen kommer på flaske, før den er gæret færdig.

Her fås vinene på både flaske og glas i forskellige priskategorier, og sulten kan stilles i såvel a la carte-retter som en menu til i underkanten af 400 kr. Indretningen og atmosfæren er uhøjtidelig og hyggelig. Og udenfor har man udsigt til dagligdagslivet på Vesterbro.

Eksklusivt ved Christiansborg

Strækningen Ved Stranden, der indtil 1861 var en del af Gammel Strand, forbinder Højbro Plads med Holmens Kanal. Med sin smukke beliggenhed direkte over for Christiansborg og Slotsholmen og prydet af smukke huse fra slutningen af 1700-tallet er det et smukt sted på en sommerdag.

Det har flere restauratører regnet ud, bl.a. vinbaren Ved Stranden 10, som bestemt også er værd at besøge inden døre. Udvalget er i udpræget grad økologisk med en del producenter fra Østrig, og der er også naturvine på menuen, men ikke som noget dogme.

Der er ikke et decideret vinkort at orientere sig efter, og hvis man vil undgå en kedelig overraskelse, kan det være en god idé at spørge til prisen, når man får en anbefaling fra sommelieren. Priserne ligger, som de omkringliggende ejendomme, i den dyre ende. Spisekortet består af lækker charcuteri, oste, croque monsieur mv.

Terroir i den gamle rockerrede

Jægersborggade har været herostratisk berømt som hashcentral, rockergade og åsted for bandeopgør, men med knofedt, pionerånd og viljestyrke har iværksættere, små entreprenører og handlekraftige andelsboligforeninger givet gaden et bedre ry.

Butikslokaler og høje kældre bebos nu af værksteder, hvor designere, fotografer og kunstnere udfolder sig, og der er også plads til en række fremragende restauranter og barer, herunder Michelin-restauranten Relæ, bistroen Manfred og vinbaren med det fine navn Terroiristen.

Her er der fokus på terroirbaserede vine, som udtrykker det sted, hvor druerne vokser, og der er ikke gjort brug af kulturgær eller filtrering i de økologiske og biodynamiske vine, som vinbaren excellerer i. Foruden et stort udvalg af vine fra Italien kan man tillige stifte bekendtskab med et interessant udvalg af vine fra mindre kendte vinlande som Georgien, Ungarn, Serbien, Kroatien, Slovenien og Bulgarien.

Man kan nyde alle vinene på stedet og købe med hjem. Vælger man at blive, kan vinen suppleres med fisk fra dåse eller lune retter som ossobuco og kalvekæber.

Til både gården og gaden

På Nørrebrogade, midt i Nørrebros shawarmabælte og lige over for Assistens Kirkegård, ligger naturvinbaren Gaarden & Gaden, der også er et populært spisested.

Under den smukke neonvindråbe, der pryder facaden, kan man på sommeraftener nyde et udogmatisk køkken, hvor der både er plads til nyretapper, østers og galicisk blæksprutte, men også masser af lækkert grønt fra lokale danske producenter.

Ud over vine fra producenter som bl.a. Gabrio Bini og italienske Radikon er der også gode øl på hanerne og lækre cocktails på menuen. Bl.a. en glimrende old fashioned.

Vandret i havnen

Til højre for enden af Nyhavn og ved den nye Inderhavnsbro ligger vinbaren Den Vandrette og gemmer sig i kælderen i nr. 53. De fleste vine fås på glas og er fra importøren Rosforth & Rosforth, som i øvrigt også er Den Vandrettes medejer.

De fleste vine er økologiske, og der er også en overvægt af naturvine, bl.a. orangevin fra Jura, som står sig godt til de fede patéer og terriner, der bl.a. er på menukortet.

Man kan dog alt efter sæson også støde på alt fra skovdue til helleflynder samt glimrede vegetariske indslag i et køkken, der kvalitetsmæssigt hæver sig et pænt stykke oven den gennemsnitlige vinbar. Der er servering både ude og inde.

Smagen af paradis

På et fint og solrigt hjørne ved Flensborggade og Kongshøjgade på Vesterbro, et stenkast fra Enghave Plads, ligger den lille, sjælfuldt indrettede vinbar Vogelkop.

På baren, der er opkaldt efter en fugl i paradisfuglefamilien på Ny Guinea, serveres primært biodynamiske vine og naturvine fra forskellige europæiske producenter, og til den lille sult er der brød, olivenolie, oliven og forskellige andre former for snacks.

Adresser

pompette.dk

ancestrale.dk

vedstranden10.dk

terroiristen.dk

gaaga.dk

denvandrette.dk

vogelkop.dk

BRANCHENYT
Læs også