Hyundai lancerer helt nyt bilmærke til elbiler
En række af de klassiske bilproducenter lancerer helt nye mærker, som kun skal sælge elbiler. Det gælder nu også Hyundai, der under navnet Ioniq vil lancere en crossover, en sedan og en SUV inden for tre år. Volvo er gået samme vej med Polestar samt Lynk & Co.
Ioniq; det er da en femdørs elbil fra Hyundai. Ja, men ikke så længe. Inden for et par år vokser den enkelte model til at lægge navn til et helt nyt elektrisk bilmærke fra den koreanske koncern. Her er der foreløbig tre modeller på vej. Det gælder mellemklasse-crossoveren Ioniq 6, sedanen Ioniq 7 og den større SUV Ioniq 8, hvor lige numre altså signalerer høje bilmodeller, men hvor talrækken samtidig indikerer, at der også er mindre modeller på vej.
Dermed følger Hyundai den tendens, vi bl.a. har set hos Volvo, hvor den tidligere performanceafdeling Polestar er forfremmet til det rent elektriske Polestar-brand, mens det kinesiskejede svenske mærke også står bag helt nye Lynk & Co.
Ny platform
De nye modeller fra Hyundai bygger på mærkets E-GMP-platform for elbiler, og den første model, nemlig Ioniq 5, lanceres i starten af 2021. Den tager udspring i konceptet ”45”, der blev vist på Frankfurt Motorshow i 2019. I 2022 følger sedanen Ioniq 6, som bygger på konceptet ”Prophecy” fra marts i år, mens den foreløbig sidste bebudede Ioniq 7 SUV kommer i starten af 2024.
Hyundai lover, at alle modellerne får superhurtig opladning og, helt naturligt for tidens nye elbiler, et rummeligt interiør. Hyundai oplyser dog ikke noget om opladeeffekt, batteristørrelse eller rækkevidde.
Flere linjer af elbiler
Elbilerne fra Ioniq-elbiler bygger på en filosofi om, at kabinen skal være et gennemtænkt rum, hvor sæderne kan justeres i alle retninger, der er trådløs opkobling og en praktisk indretning.
Ifølge engelske Auto Express vil Ioniq ikke få samme selvstændige status som luksusbrandet Genesis, der på flere markedet har egne forhandlere. Der vil således være områder hos Hyundai-forhandlerne med plads til Ioniq-modeller. Det er ifølge bladet planen at lade den nuværende Hyundai Ioniq-model udgå, når den er ved at være udløbet om et par år, mens andre Hyundai-modeller som f.eks. Kona Electric fortsætter sideløbende med det nye Ioniq-brand.
Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.