Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dansk selskab arrangerer golfrejse til orange destination

DAT flyver gæster til ferieøen Porto Santo, selvom Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Portugal. Andre rejsearrangører venter – indtil videre.

Corona rammer verden
DAT's rejse til Porto Santo henvender sig i høj grad til golfturister, der vil spille under varmere himmelstrøg. Foto: Frank Sebastian Hansen

Det danske flyselskab DAT sælger nu flybilletter til den portugisiske ferieø Porto Santo, som ligger ved Madeira. Afrejsetidspunktet er den 19. november fra Billund og retur den 23. november. Med det går flyselskabet imod Udenrigsministeriets rejsevejledning, som fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Portugal i øjeblikket.

I en pressemeddelelse skriver DAT, at de har udarbejdet en protokol, hvor de fokuserer på en sikker destination, test og god plads ombord på flyet for at sikre mod spredning af smitte:

»Vi tager situationen yderst seriøst og indretter os efter det med vores nye destination Porto Santo. Rejsevejledninger skal tages seriøst, men det er ikke seriøst at dømme hele lande ude, når der er regioner eller øer, som har situationen under kontrol,« siger Jesper Rungholm, som er direktør i DAT, i en pressemeddelelse fra selskabet.

Billetten med DAT til Porto Santo inkluderer en coronatest ved check-in. Inden afrejse fra Billund til Porto Santo skal passagererne således møde op to timer før afgang for at blive testet for covid-19. DAT har arrangeret et mobilt testcenter med en svartid på 20 minutter.

Der er aktuelt ikke indrejserestriktioner for rejsende fra EU til Portugal.

Jesper Rungholm fortæller også, at de har sørget for god plads ombord, mundbind og udvidet deres hygiejneprotokol ved alle flyvninger. Fly og besætning bliver desuden sammen med gæsterne på ferieøen:

»Hvis situationen ændrer sig dramatisk, vil hjemflyvning kunne gennemføres omgående,« fortæller han. DAT samarbejder med golf-hotellet, som kan bookes samme sted som flybilletten på DAT’s hjemmeside. Fly tur-retur koster 6-7.000 kr. Hotellet koster 1.500-1.900 kr. for fire nætter.

Andre selskaber afventer

At DAT udfordrer Udenrigsministeriets rejsevejledning får ikke umiddelbart to andre store rejsearrangører, som Jyllands-Posten Rejser har talt med, til at følge trop.

Lisbeth Nedergaard, som er kommunikationschef for Spies, er enig i, at Udenrigsministeriet burde arbejde mere med regionsopdelte rejsevejledninger, når de kigger på smittetallet:

»Jeg er helt enig i, at disse rejsevejledninger er uhensigtsmæssige i dag. I begyndelsen af pandemien kiggede man på hele lande, fordi man ikke vidste så meget om virussen. Men nu ved man meget mere, så hvorfor ikke arbejde ud fra det og få åbnet op for nogle af de regioner, som faktisk har meget lave smittetal. Madeira og Gran Canaria har jo i øjeblikket et lavere smittetryk, end vi har her i Danmark, så det er ulogisk, at man ikke kan rejse til de lande, når selv WHO påpeger, at der ikke er øget risiko ved at rejse til lande med nogenlunde samme eller lavere smittetal,« forklarer Lisbeth Nedergaard.

Hun fortæller dog samtidig, at Spies ikke har nogen planer om at flyve imod Udenrigsministeriets rejsevejledninger:

»Som det ser ud lige nu, kommer vi ikke til at gå imod rejsevejledningerne, for det er jo vores guide og det, vi arbejder ud fra. Men under denne pandemi er min forestillingsevne blevet udfordret, så jeg tør ganske enkelt ikke spå om fremtiden,« siger Lisbeth Nedergaard.

Direktør Niels Amstrup fra Jysk Rejsebureau kan ikke udtale sig om, hvorvidt DAT handler rigtigt eller forkert ved at lancere rejsen til den solrige Atlanterhavsø:

»DAT er en professionel virksomhed, der har taget en beslutning, som de mener, er den rigtige. Rejsevejledningerne er jo vejledende, det vil sige, at det ikke er forbudt at rejse ind i de lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til. I øvrigt flyver Ryanair og SAS også, så hvis man skal være efter DAT, så skal man være efter alle dem, som flyver,« fortæller Niels Amstrup og tilføjer, at Jysk Rejsebureau ikke har planer om at arrangere rejser til orange destinationer.

BRANCHENYT
Læs også