Weekend

Anden sæson af ”Friheden” er klar på Viaplay og lader til at blive virkelig underholdende

Lars Ranthe og Lene Maria Christensen er stadig herligt lovløse og morsomme i anden sæson af Viaplays svindlerkomedie ”Friheden”.

Stationen Friheden ligger på S-togs-nettets sydvestgående linje på den strækning, der udgør tommelfingeren på den berømte fingerplan, der i 1947 dannede udgangspunkt for etableringen af de planlagte forstæder, der omringer København. Det lyder lokkende og forjættende med et sted ved navn Friheden, men i det lille parcelhus, der ligger klos op og ned ad togbanen i Viaplays komediedramaserie ”Friheden”, er der ellers rigelig med bånd, der binder ægteparret Erik (Lars Ranthe) og Nina (Lene Maria Christensen). De bor så tæt på toget, at lyset og larmen fra dem invaderer hjemmet døgnet rundt.

I første sæson fra 2018 lærte vi Erik og Nina at kende som tilsyneladende hårdtarbejdende forældrepar, der dog viser sig at have en fortid som mesterbedragere og storsvindlere. De evner vil deres nemesis, den kalkulerende Jacqueline (Lotte Andersen), have dem til at genbruge, og det skal jeg så ellers love for, at de gør. Det er ikke en let tematik, ikke mindst hvis man som serieskaberne, Thor Bjørn Krebs og Mikkel Serup, udfordrer den delikate balance mellem drama og komedie. Men det lykkes overraskende godt, og to afsnit inde i anden sæson ser det ud til, at vi kan se frem til mere solid underholdning i ”Friheden”. ..

BRANCHENYT
Læs også