Weekend

Ekstremt vejr gør os klimabevidste

Når temperaturen stiger, sætter det sig i vores bevidsthed, viser dansk studie.

Det skal faktisk kun være et par grader højere, end hvad man normalt ser for årstiden, så er der en tendens til, at folk ændrer holdning og begynder at bekymre sig mere om klimaforandringerne, konkluderer et dansk studie. Arkivfoto: Anita Graversen/Ekstra Bladet

Når vinden raser, vores kælderrum står under vand, eller Solens stråler kvæler høsten, så sætter det spor i vores bevidsthed om klimaforandringer. Faktisk påvirker højere temperaturer os i en sådan grad, at vi bliver mere klimabevidste, konkluderer et danskledet studie, der er udgivet i tidsskriftet West European Politics. Det skriver Videnskab.dk.

»Når vi udsættes for ekstremt vejr, er vi tilbøjelige til at koble det til globale klimaforandringer, hvilket betyder, at befolkningen bliver mere bevidste om klimaproblematikkens omfang,« siger førsteforfatter Søren Damsbo-Svendsen, der er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Undersøgelsen dækker over 12 europæiske lande, dog ikke Danmark, og indeholder en række spørgsmål, der beror på alt fra troen på menneskeskabte klimaforandringer til folks holdning til solenergi.

Læs også: Forskere advarer: 3,5 milliarder mennesker risikerer at bo i ulidelig varme indenfor 50 år

Kan mærkes på egen krop

I dag er det efterhånden veletableret, at vores holdning til klimaforandringer påvirkes over middagsbordet, eller når politikere og medier sætter klimaet på dagsordenen.

Men at vejret, og selv mindre skift i temperaturen, kan være med til at præge, hvordan vi tænker om klimaet, overrasker Søren Damsbo-Svendsen. Ifølge forskeren skal de nye resultater ses i lyset af en generelt øget bevidsthed omkring klimaforandringerne, hvilket særligt har gjort sig gældende efter det ekstreme sommervejr i 2018, som blev et af de varmeste år nogensinde målt. »Vejrfænomener er en ekstra brik, som, i samspil med blandt andet mediedækning og politiske bevægelser, er med til at forme vores holdninger til klimaforandringer, fordi forandringerne kan mærkes på egen krop,« uddyber Søren Damsbo-Svendsen.

Nemt at forholde sig til

Søren Damsbo Svendsen fremhæver ligeledes, at studiet ikke siger noget om, hvorvidt vores erindringer om vejrekstremer hænger ved i bevidstheden, i takt med at vejret i perioder bliver mildere.

Men hvorfor påvirker vejret os overhovedet i første omgang?

Ifølge Søren Damsbo Svendsen er den dominerende fortælling i forskningen, at vi rent kognitivt (erkendelsesmæssigt) skyder genvej, når vi blot kan kigge ud ad vinduet og se, hvordan vejret ændrer sig.

Det er nemt at forholde sig til og betyder samtidig, at vi ikke skal grave store tal, statistikker eller tunge studier frem fra bagerst i hjernekassen, når vi fælder dom over klimaet.

Læs også: ”Vertical farming” viser potentiale: Skal fremtidens grøntsager dyrkes i højhuse?

Ikke holdbart at bruge vejret som pejlemærke

Der er dog et men, som er vigtigt at få med, påpeger Søren Damsbo Svendsen: Det er ikke holdbart at bruge vejrforandringer til at styre vores klimabevidsthed – også selv om ekstreme vejrfænomener oftere vil hærge i fremtiden.

En central pointe er nemlig, at vejret ændrer sig konstant:

Det kan blive mildere i perioder, og det er omskifteligt, selv om den globale opvarmning har fat, påpeger Søren Damsbo Svendsen.

»Bruger vi hver især vejret som pejlemærke for vores holdning til klimaet, så er der evidensbaserede ting, vi reagerer mindre på såsom forskning og statistik, hvilket jo heller ikke er holdbart.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

BRANCHENYT
Læs også