Weekend
BREAKING

Serieklummen: Farvel til Storbritannien. Goddag til fire britiske seriemesterværker

Fire anbefalinger efter brexit og nye serier på Netflix, HBO, Viaplay og Xee i januar.

I serieklummen kommer Jyllands-Postens magasinredaktør, der er passioneret serieforbruger, hver måned med personlige anbefalinger og guider til de mest interessante premierer.

ANBEFALINGER

The end of the f**king world (sæson 1)

Det netop gennemførte brexit føles måske lidt som enden på verden for nogle. I hvert fald er det enden på en kendt form for stabilitet og ustabilitet. Sådan bliver det også for James, da Alyssa starter på hans skole. Den generte teenagedreng har en fornemmelse af måske at være en lille smule psykopat, men den slags selvbevidsthed plager ikke den mere udadvendte teenagepige, der i højere grad handler på sine destruktive impulser. Det bliver starten på et slagsmål, en bilulykke, et røveri og en flugt fra politiet i ægte roadmoviestil på jagt efter en far for enden af de øde britiske landeveje, der er præcis så americana-triste, som man kunne forvente. James har egentlig tænkt sig at slå Alyssa ihjel, men midt i de to dysfunktionelle unges forvirring opstår ikke overraskende noget imellem dem, og det er ikke mindst for deres veloplagte og meget britiske dialog, at man skal se denne mørke, satiriske perle fra 2017 om at finde sig selv på den helt forkerte måde.

8 afsnit a 25 minutter på Netflix.


Criminal UK (sæson 1-2)

Når det så er gået galt, ender man i forhørslokalet hos chefinspektør Natalie Hobbs. Og sikke et sted. Sikke en masterclass i skuespil. Én location, én mistænkt, én forbrydelse i et fortættet, intenst og psykologisk nervepirrende kammerspil, der skaber thrillersuspense på den mest underspillede måde, jeg længe har set. Anden sæson af dette nyskabende forhørsdrama havde premiere for nogle måneder siden, og hver episode starter lige på med sit eget mysterium, egne dilemmaer og egne aspekter af den menneskelige natur. Betjentene på begge sider af det mørke spionglas er de gennemgående karakterer, og som i de fleste mere klassiske takes på den britiske politiserie udvikler de sig kun i begrænset omfang. Det er dog mindre vigtigt, for det er øjenkontakten mellem forhørsleder og mistænkt, de små antydninger af nervøsitet i mimikken, de minimale fortalelser, der starter laviner, der er denne series sande scoop. Er man hooket efter syv episoder, har Netflix en fransk, spansk og tysk version med samme setup.

7 afsnit a 50 minutter på Netflix.


Hard Sun

Et noget større og mere komplekst mysterium er på spil i denne lidt oversete dystopiske thriller, der involverer hemmelige tjenester i et på alle måder dystert London. Den på overfladen pæne betjent Charlie Hicks får en ny kollega i form af Elaine Renko, der i smug undersøger, om han i virkeligheden er en forbryder i uniform. Han lurer hurtigt hendes dobbeltspil, og så har vi ellers to hovedpersoner, der gensidigt mistænker hinanden, men som samtidig får akut brug for hinanden, da de falder over et komplot, der langt overstiger deres beføjelser at optrevle. Det er selvfølgelig ikke et nyt greb, men her er det trukket ud i en actionbaseret ekstrem, der er både kompetent spillet og flot filmet. Miniserien fik blandede anmeldelser ved premieren i 2018, men køber man den vilde præmis, den hårdtslående vold og de spændingsskabende spiontakter, bliver man ganske enkelt godt underholdt af dette hot mess af en noir.

6 afsnit a 50 minutter på HBO.


Gangs of London

Vold og spænding og blod og legemsdele flyder også ud over alle grænser i dette hamrende effektive gangsterdrama, der havde dansk premiere i november. En af Londons magtfulde bosser myrdes i et skummelt lejlighedskompleks, og hans utilregnelige søn Sean Wallace vil hævne drabet for enhver pris. Det antænder en til tider ret korporlig magtkamp mellem byens rivaliserende bander – med og uden tux. Fra første svimlende skud er man hooket på de dybest set stupide hovedkarakterer, der konkurrerer om at være mest voldsparate. Netop de nyskabende kampscener bliver en smule langstrakte, da de sætter handlingen i stå. Yes, nu har vi set, at I kan kæmpe med en brandøkse, så hug nu bare til! De er imidlertid mesterligt koreograferede, og sjældent har voldsæstetik indeholdt så vilde og forførende tableauer af så høj kaliber. Som et lille twist spiller danske Laura Bach og Mads Koudal væsentlige biroller. And they speak Danish.

10 afsnit a 40 minutter på C More.

PREMIERER

Lupin

Januar er ikke just højsæson for nye seriesatsninger, men for sæson 2, 3, 5 eller 7 af serier, som streamingtjenesterne allerede ser som sikre kort. Men der er enkelte lyspunkter, ikke mindst denne franske sag om Assane Diop. Inspireret af bogen ”Arsène Lupin, Gentleman Burglar” vil han hævne sin fars død mange år tidligere, mens han elegant og listigt fravrister de rige deres rigdom.

5 afsnit a 45 minutter på Netflix.


The Girlfriend Experience

Det gør den amerikanske jurastuderende Christine Reade på sin vis også. Hun hyres som high-end escort, men det bliver ikke uden omkostninger. Den anmelderroste serie, produceret af Steven Soderbergh, er et par år gammel, men får dansk premiere nu.

13 + 14 afsnit a 25 minutter på Viaplay.


Equinox

Astrid i form af Danica Curcic hjemsøges af mareridt om sin søsters forsvinden 21 år tidligere, og hun er besat af tanken om at finde ud af, hvad der skete, i denne flotte danske Netflix-gyser skrevet af Tea Lindeburg.

6 afsnit a 50 minutter på Netflix.


It’s a Sin

Tilflytterne Richie, Roscoe og Colin giver den maks. gas i 1980’ernes London og bliver en stadig større del af hinandens liv, mens aids-epidemien vokser omkring dem i dette tidsbillede af Russel T. Davies (”Years and Years”, ”A Very English Scandal”).

5 afsnit på HBO.


33

I denne sidste, femte sæson af danske ”29” kæmper Julie og Jesper med at få venskabet til at fungere, samtidig med at de forsøger at finde sig til rette i deres nye rolle som forældre – med nye partnere.

8 afsnit a 20 minutter på Xee.

BRANCHENYT
Læs også