Weekend
BREAKING

Test af Sony ZH8 75”: Gigantisk 8K-tv udgør en komplet hjemmebio

Billed- og lydkvaliteten på det store tv er forrygende, men mulighederne for at udnytte den høje 8K-opløsning er begrænsede.

Foto fra producenten Foto fra producenten

TV:

Sony ZH8 75”

Pris:

56.000 kr.

8K er stille og roligt ved at blive en ting. Vi skal nok kigge langt efter 8K-film på Netflix, men de nyeste konsoller understøtter opløsningen, mens flere kameraer og mobile enheder er begyndt at kunne filme i den høje kvalitet.

Det finkornede billede kommer dog kun for alvor til sin ret på en stor skærm. Og sådan en får du i den grad med Sony ZH8. Det testede tv måler ikke mindre end 75”. Og det endda den lille model. Tv’et fås også i 85”-udgave, til en pris der er 34.000 kr. højere.

Stort og tykt, men let at betjene

Det er således et tv, der kræver minimum to mand at pakke ud og stille op. Skærmen er ikke bare stor i omkreds, den er også relativt tyk.

Så snart man har fået det på højkant, enten via vægmontering eller de to diskrete fødder, der følger med, er resten af installationen dog ingen sag. ZH8 kører med Android TV som styresystem, og derfor kan du faktisk klare det meste ved at lade tv’et overtage indstillingerne fra din mobil. Altså hvis du har en Android. Ellers må du taste et par ting ind, men det er hurtigt klaret.

Tv’et har desuden indbygget Chromecast, og det understøtter også Airplay og Homekit, så Apple-brugerne også har nemlig mulighed for at caste indhold. Stemmestyringen er muligt via både Google Assistant og Amazon Alexa. Og ellers klares betjeningen relativt nemt med den store fjernbetjening, der følger med.

Læs også: YouSee lancerer streamingbaseret tv-tjeneste med frit kanalvalg

Billede og lyd af fineste klasse

ZH8 er baseret på LCD-teknologi, nærmere bestemt Sonys egen Full Array LED-teknologi. Det har svagheder sammenlignet med Sonys OLED-baserede tv’er. Der ér ikke samme knaldhårde kontrast som i eksempelvis A8. Men det har også fordele. Lysstyrken er på et helt andet niveau, og så er farvegengivelsen også særdeles imponerende, selv fra skæve vinkler. Tv’et fungerer således forrygende med HDR-materiale, hvor billedet står ufattelig sprødt.

ZH8 har en fin filmindstilling, dog er der ikke den nye Filmmaker Mode, som man er begyndt at se hos mange konkurrenter. Til gengæld er der en velfungerende Netflix Calibrated-tilstand, som er i stand til at få bedste frem i film og serier fra tjenesten.

Det opslugende billede suppleres af lyd, der er mere end i stand til at matche. Fordelt over skærmens flade er adskillige højttalere, der tilsammen sikrer et levende lydbillede, med en klar fornemmelse af sammenhæng i lydenes placering og det, der sker på skærmen. Bunden er samtidig så fyldig, at en subwoofer ikke er et must, om end en god en af slagsen unægtelig vil løfte oplevelsen yderligere. Lydsystemet kan således i sig kan retfærdiggøre det lidt buttede design.

Halter på 8K-indhold

Grundlæggende har du således en forrygende pakke her, der i sig udgør en komplet hjemmebiograf. Og så længe du holder dig til 4K-opløsning eller derunder, er der ikke noget at bekymre sig om i forhold til indhold. Der er adgang til de mest udbredte streamingtjenester via Android TV plus tilslutninger til at koble alle moderne underholdningsmaskiner på.

Læs også: Samsung løfter sløret for nye tv’er med solenergi og Neo QLED-teknologi

Skulle du få lyst til at gå op i 8K, som tv’et jo er i stand til, bliver det lidt mere kritisk. En ting er, at der ikke findes så meget indhold endnu, en anden er, at tv’et faktisk ikke er i stand til at afspille det, der findes på den vel nok største platform for 8K lige nu – Youtube. Tv’er understøtter ikke 8K i det format, der anvendes her.

Lige nu er det faktisk kun via HDMI-forbindelsen, du kan fordre tv’et med 8K-indhold. Det kan være fra et kamera med 8K, eller det kan være fra en af de nye Xbox- og Playstation-konsoller, der for nylig er kommet på markedet.

Endnu er der ikke så mange spil, der kan køres i denne opløsning, men der vil det utvivlsomt komme, og således vil det nok først og fremmest være her 8K-funktionaliteten kommer til sin ret.

En komplet hjemmebio

Det ændrer dog ikke på, at 8K-funktionaliteten er begrænset sammenlignet med mange konkurrenter, så hvis det er denne feature, der trækker, er det værd at overveje alternativerne. Hvis ikke 8K er det vigtigste for dit valg, er der ikke meget at betænke sig på. I hvert fald ikke hvis du er på udkig efter et kæmpe tv med forrygende billede- og lydkvalitet og er klar til at betale kassen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk

BRANCHENYT
Læs også