- For abonnenter
Serieklummen: The Deuce og The Girlfriend Experience er oversete mesterværker fra HBO og Viaplays bagkatalog
Netflix, HBO og de andre store streamingtjenester har dette forår skudt den ene seværdige seriesatsning af efter den anden. Her er fire serier, du skal se, når du har binget premiererne.
I serieklummen kommer Jyllands-Postens magasinredaktør, der er passioneret serieforbruger, hver måned med personlige anbefalinger og guider til de mest interessante premierer.
ANBEFALINGER
The Deuce (sæson 1-3)
I forårsstrømmen af nye kvalitetssatsninger såsom ”50m2”, ”Lupin”, ”Ethos”, ”Snabba Cash” og ”Delete Me” (som du alle skal se) kan det være let at glemme, hvor meget guld Netflix, HBO, Viaplay og de andre streamingtjenester faktisk har i bagkataloget.
“The Deuce”, der er skrevet af holdet bag “The Wire”, er netop sådan et overset mesterværk. Ensemble-serien er navngivet efter 42nd Street i New York, der var centrum for pornoens såkaldte guldalder, dengang VHS ændrede sexbranchen for altid. Den udspiller sig i et 20-årigt tidsspænd med udgangspunkt i 1970’ernes ludere, lommetyve, alfonser og mafiabagmænd. Her er politikorruption, bristede drømme, hårde viljer og fest, masser af fest.
Den evigt stræbsomme sexarbejder Candy spilles eminent af Maggie Gyllenhaal, og tvillingerne Vincent og Frankie af en veltimet, selvhøjtidelig James Franco. Rundt om dem figurerer mange andre tidstypiske, vanvittige og interessante personager i et newyorker-kvarter, som med gentrificeringen er forsvundet.
I de første par afsnit skal man lige vænne sig til seriens langsomme fortælletempo, men når man først er blevet grebet af det menneskelige nærvær, er den både et formidabelt tidsbillede og en eviggyldig amerikansk historie om, hvor svært det kan være at definere sin egen vej i livet.
8 + 9 + 8 afsnit a 55 minutter på HBO
The Girlfriend Experience (sæson 1)
Den problemstilling tumler den nogle-og-20-årige jurastuderende Christine, spillet af Elvis Presleys barnebarn Riley Keough, også med.
Hun kommer i praktik i et prestigefyldt advokatfirma i Chicago, men får samtidig en interesse for at tjene penge som escort for velhavende forretningsmænd. Det sker bare, skridt for skridt, uden at hun reflekterer nærmere over det. Og sjældent er følelseskulde spillet så indfølt.
Christine funderer selv over, hvorvidt hun er psykopat. I hvert fald er hendes indre følelsesliv begrænset, og hendes behov for kontrol stort. Alle hendes sociale