Danske byer indfanget: Coronapandemiens aftryk afspejles i vinderfotografier
Temaet for Dansk Arkitektur Centers årlige fotokonkurrence var ”En by for alle”. Nu er vinderne afsløret, og de bedste fotografier kan nu ses rundtom i landet.
For sjette år i træk har Dansk Arkitektur Center inviteret til fotokonkurrencen ”Fang din by”, hvis tema i år var ”En by for alle”. Og ikke overraskende har et år med corona også smittet af på de motiver, der præger dette års konkurrence.
Vinderne er netop blevet afsløret, og førsteprisen gik til Oliver Sterling, der har fanget et ensomt cykelbud på vej ud med mad, mens andre kan blive i ly for både regn og corona.
Også Anders Hjerming, der har vundet andenprisen, har indfanget sin by i coronaens tegn. Hans foto viser Søerne i København som et sjældent populært byrum under nedlukningen.
»Det er et stærkt snapshot af coronavirkeligheden, for selv om vi endelig fik en isvinter, der skabte nye byrum, måtte ingen nyde dem fuldt ud. Fotoet viser, hvordan myndighederne forsøger at skabe struktur med skilte, mens mennesker bevæger sig frit – og det er dét, der gør dette foto særligt tidsaktuelt,« begrunder juryen.
Fotoudstillingen med de 55 bedste fotografier fra konkurrencen står nu på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Center i hele udstillingsperioden, men den vises også som noget nyt i år på flere biblioteker rundtom i landet, bl.a. i Aarhus og Sønderborg.
Udstillingen viser fotos, der i højere grad end traditionelle arkitekturfotos kommunikerer følelser og fortællinger og derigennem viser, hvordan vores byer danner rammen om hverdagen. Med årets tema, ”En by for alle”, har Dansk Arkitektur Center villet vise danskernes blik på, om vores byers arkitektur er inkluderende nok. Er der mulighed for, at alle kan udfolde sig, uanset køn, alder, etnicitet og forskellige behov?
Fotografierne er kendetegnet ved at vise hverdagen og samfundet frem med et andet alvorsblik end tidligere. Der kommer en isolations- og ensomhedsfølelse i byens rum til udtryk i flere af fotografierne.
Samtidig møder man også byer og byrum, der giver plads til en mangfoldighed i brugen af byens rum. Og fotos, der viser den magiske pause, byen kan tilbyde, når der pludselig er plads til at tage byen i brug på sin helt egen måde – men også, hvordan byen kan være et hierarki, hvor nogle må slide, mens andre kan bruge byen som et rekreativt rum.
Dansk Arkitektur Center har modtaget 4.400 fotos fra arkitekturfotografer, fotointeresserede og skoleelever fra alle egne af landet, der viser, hvordan arkitekturen danner rammen om både fællesskab og ensomhed i vores byers rum.
I konkurrencen blandt skoleeleverne løb Siv-Silke Skallebæk Gerlach og Johanna Juhl- Nielsen fra 7.c på Haderslev Realskole med førstepræmien.
Juryen bestod bl.a. af tidl. overborgmester i København Ritt Bjerregaard, direktør for Copenhagen Photo Festival Maja Dyrehauge Gregersen samt programchef på Dansk Arkitektur Center Tanya Lindkvist.


