Raseriet er en ustoppelig ventil i "Beef"
Vreden stikker dybt i Netflix-serien "Beef", hvor kulturelle betingelser og klasseforskelle bliver til et væv af konfliktstof.
Hverken Amy (Ali Wong) eller Danny (Steven Yeun) er i stand til at slå koldt vand i blodet, da de dækket af deres respektive bils metalliske panser støder ind i hinanden på gaden i Los Angeles. I stedet for høfligt at undskylde og køre videre insisterer de begge i underkendt afmagt og frustration på at eskalere den konflikt, der kunne være undgået med en gemytlig forsoning.
Men vreden buldrer i Lee Sung Jins charmerende og også sine steder meget reflekterede komediedramaserie ”Beef”, der handler om, hvad der kan ske, når man lader sine undertrykte aggressioner få afløb.
Amy og Danny har ikke meget andet end deres vrede og deres asiatiske rødder, der fungerer som en art kulturel lim mellem alle seriens personer, hvad end deres familier oprindelig kommer fra Japan, Kina eller Korea.
Amy har kæmpet sig til succes med sin populære plantevirksomhed, som hun er tæt på at kunne sælge til storinvestoren Jordan (Maria Bello) for at få tid til at være sammen med sin lille datter og manden, George (Joseph Lee), der iført løse luksuscardigans i regnbuefarver tror, at han bidrager til husholdningen med sin profitløse kunst, men som i virkeligheden bare snylter på sin berømte møbeldesignerfar.
Tæt på og alligevel utrolig langt fra bor Danny med sin lillebror, Paul (Young Mazino), i en lurvet lejlighed. Hans immigrantforældre fra Korea er flyttet tilbage til hjemlandet, efter at Danny og hans evigt optimistiske kriminelle fætter Isaac (David Choe) har forgældet det motel, de har brugt årtier på at etablere.
Danny ernærer sig nu som entreprenør, men han er for fattig til for alvor at få vind i sejlene, og hans drøm om at kunne købe en grund og bygge et hus til sine forældre synes i stadig stigende grad at ligne et fatamorgana.
Danny er vred, og Amy er vred. Og nu tordner de to altså sammen i den beef, der er hele omdrejningspunktet i ”Beef”. Det er heldigvis underholdende. Som når Danny pisser på gulvet i Amys hus, der er belagt med bjælker af europæisk eg, eller når Amy digitalt udgiver sig for at være en væsentlig yngre, barmfager blondine for at catfishe den godtroende Paul.
Wong og Yeun, som var fremragende i Lee Isaac Chungs vidunderlige Oscar-vinder ”Minari” (2020), er fantastiske i hovedrollerne. Yeun får lov til at vise sårbarhed under den smarte facade, og Wong, der i en fantastisk scene onanerer med familiens pistol, formår at få formidlet hele følelsesregistret gennem et meget udtryksløst ansigt.
Af og til bliver serien lidt for betaget af sin egen coolness og konfliktfyldte skønhed, og den overfladiske appetitlighed dyrkes også visuelt og i seriens selvsmagende soundtrack, hvor 90’er- og 00’er-nostalgi skaber en selvforelsket boble.
Det tager lidt af glansen, men der er heldigvis stadig enormt meget at være begejstret for.
