Den store Audi e-tron har fået det batteri, den fortjener, men er det nok?
Audis første elbil har skiftet navn til Q8 e-tron, og et nyt kæmpebatteri skal afhjælpe rækkeviddeangsten, men bilen har stadigvæk den største svaghed i behold.
Biler kan måske ikke tale, men hvis de kunne, så ville Audi e-tron helt sikkert have råbt efter et større batteri. For elbilen har en appetit på strøm, der er større end en tørstig kamel på jagt efter vand i ørkenen.
Jeg har kørt adskillige varianter af den elektriske SUV, og fælles for alle har været, at de nærmest har hilst begejstret på ladestanderne og med en næsten legende blinken og en flirtende brummen lappet strøm i sig.
Nej, selvfølgelig har Audis første elbil fra 2019 ikke følelser, men det er altså lige før, at jeg har fornemmet en hemmelig affære med hver eneste ladestation, den mødte på sin vej.
På trods af et ganske omfangsrigt batteri på 89 kWh netto er det aldrig lykkedes mig at køre mere end 300 km på en opladning. Før nu.

