Trafikudfordringer i Kristi Himmelfart: Dette skal bilister være opmærksomme på
De danske veje bliver som vanligt udfordret i forbindelse med Kristi Himmelfart. Vejdirektoratet kommer her med gode råd til danske bilister.
Der bliver travlt og trangt på de danske veje de kommende dage, når tusindvis af danskere bevæger sig på tværs af landet i forbindelse med Kristi Himmelfart.
For mange markerer helligdagen nemlig starten på en forlænget weekend med konfirmationsfejringer, en tur i sommerhus eller på camping.
I den anledning advarer Vejdirektoratet danske bilister, der har tænkt sig at vove sig ud på asfalten i de kommende dage.
Vejdirektoratet henviser til, at man bør overveje, hvor og hvornår man har tænkt sig at rejse:
»Der kan altid opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr eller andre uforudsete hændelser. Og risikoen er større, når der er mange biler på vejene. Derfor råder vi dig til at køre i bedre tid, end du er vant til, og have tålmodighed, hvis du skal ud på vejene,« skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Med en illustration på hjemmesiden markerer Vejdirektoratet varslerne på vejene.
Med rødt markeres særlig stor risiko for kødannelse og forlænget rejsetid. Det gælder særligt i dag, onsdag, mellem kl. 14 og kl. 19, hvor de fleste danskere forventes at rejse mod deres destination.
De to andre store henholdsvis ud- og hjemrejsedage markeres med gult lys.
Det gælder på selve Kristi Himmelfartsdag torsdag fra kl. 11-14 og hjemrejsedagen søndag 21. maj mellem kl. 12 og kl. 16, hvor der varsles tæt trafik og risiko for mindre kødannelse.
Fredag og lørdag er hele dagen markeret grøn med en forventning om, at trafikken afvikles uden større forstyrrelser.
Derudover varsles der for visse strækninger ekstra risiko for tæt trafik.
Det gælder blandt andet ruter til og fra København mod nord på Hillerødmotorvejen, mod nordvest på rute 21 mod Sjællands Odde samt vest på Vestmotorvejen.
Over Fyn til og fra Jylland gælder det E20 fynske motorvej og E45 Sønderjyske Motorvej omkring Kolding.
Samtidig ventes der i Jylland særlig travl trafik på rute 11 langs den jyske vestkyst og på rute 40 mellem Frederikshavn og Skagen.
Udover normale trafikforstyrrelser har der de seneste dage været demonstrationer med lastbiler på tværs af landet, der har blokeret visse strækninger i protest mod en kommende kilometerafgift.
Det kan ikke afvises, at lastbilerne også kan udgøre et problem på vejene i Kristi Himmelfarts-dagene, lyder det fra Vejdirektoratet.
»Det er svært at sige, om der er noget i gærde. Vi har endnu ikke fået nogen meldinger om, at der skulle blive nogen udfordringer med lastbilblokader, men vi er i tæt dialog og samarbejde med politi og beredskab,« uddyber Martin Rytoft, der vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.
Han henviser til, at lastbilblokaderne var værst søndag aften og mandag, hvor vognmændene havde varslet en demonstration, men at blokaderne er trappet ned siden da.
Samtidig vil der også foregå vejarbejde på visse strækninger henover Kristi Himmelfarts-dagene.
Blandt andet på to af strækningerne, hvor der forventes at blive mest trafik. Det medfører en øget risiko for kødannelse og forlænget rejsetid, oplyser Vejdirektoratet.
Det gælder mellem afkørsel 55 Horsens N og 54 Ejer Bavnehøj, hvor der arbejdes på vejene i begge retninger.
Det samme gælder på E20 Fynske Motorvej mellem afkørsel 54 Vissenbjerg og afkørsel 56 Ejby.
Uanset om der opstår problemer med lastbiler, vejarbejde, tæt trafik eller ej, opfordrer Martin Rytoft bilister til at holde sig orienteret på trafikinfo.dk, hvor han og hans kollegaer løbende vil opdatere, lige så snart de får kendskab til problemer i trafikken.


