Titos gamle prestigehotel gemmer på en mørk hemmelighed
Grand Hotel i Kosovos hovedstad, Pristina, står som et falmet postkort og minder om, hvad krig og fejlslagne regeringer gør ved et land. Under konflikten med serberne i 1990'erne var hotellet base for berygtet militsleder og hjemsted for overgreb.
De boede der alle sammen.
De store politikere, forfatterne, kunstnerne, journalisterne og de intellektuelle. Når de var i Pristina, indtog de et af Grand Hotels 500 værelser og gik om aftenen på Grand Dancing Bar eller kasinoet med stripklub i kælderen, hvor dansegulvet var fyldt til bristepunktet, og drinks flød over bardisken i en lind strøm.
De fineste af gæsterne fik serveret mad på hotellets specialdesignede tallerkner og spiste af bestik med et lille indgraveret logo med fem stjerner og forbogstaverne GH.
Byens folk samledes for at fejre store begivenheder og afholdt bryllupper og fødselsdage her. Der var lige så mange ansatte, som der var værelser. Dem der tog sig af gæsterne, havde en ny uniform på hver dag og eget garderobeskab i kælderen med brusebad.
Det femstjernede hotel var først designet til at ligge i kystbyen Cavtat nær Dubrovnik i Kroatien og var et prestigeprojekt i Jugoslavien ledet af præsident Tito indtil hans død i 1980.


