Ved morgenbordet fik Frederik Cilius en opdragende sviner, han aldrig glemmer

Frederik Cilius skal holde sin kæft. Eller det øver han sig i hvert fald i. Særligt i disse tider, siger han.

Multikunstneren skal også lære at lytte til de rigtige rådgivere, så han ikke ender med flere 25.000 kr. dyre sølvbarrer, der blot er blevet legetøj for børnene.

Velhavende bliver man i hvert fald ikke per automatik som skuespiller, satiriker, musiker, eller hvad man nu kan kalde den 38-årige sønderjyde, som de seneste 10 år er hoppet fra succes til succes.

Nu er han aktuel i den nye sæson af DR’s komediedrama ”Orkestret” om kærlighed og konflikter i et symfoniorkester. Her spiller han klarinettisten Bo Høxenhaven, der både lider af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser.

»Modsat Bo har jeg ikke så mange mindreværdskomplekser,« griner Frederik Cilius.

Han har sagt ja til at svare på seks spørgsmål om sit eget liv:

Hvilken samtale står klarest for dig?

»Jeg havde engang en lærer, Bo, som i øvrigt intet har med karakteren fra ”Orkestret” at gøre. Vi var i Estland for at spille musik, og på det tidspunkt led jeg af det, som mange unge mennesker gør i dag. Main Character Syndrome. At man selv er hovedpersonen, mens alle andre blot er statister i ens eget liv. En dag ved morgenbordet var jeg lidt for optaget af mig selv, og så kiggede Bo meget lakonisk på mig og sagde, at den opførsel ikke klædte mig. Det ramte mig, for det var velplaceret. Jeg blev skidesur, men jeg har tænkt meget over det siden.«

»Det var en opdragende sviner, og det er der for lidt af i dag. Der er for meget berøringsangst. Et konstant ønske om at forstå. Jeg vil også strække mig langt for at forstå mine børn, men der er også noget, jeg af princip ikke gider at høre på.«

Hvad forstår vi ikke om din profession?

»Mange tror, at man bliver helt enormt velhavende af at lave det, jeg laver. Det gør man ikke. Jeg har lige fået mine royalites for første sæson af ”Orkestret”, som blev solgt til 10-15 lande. Jeg fik 10.000 kr. Det svarer jo – efter skat – til en ny opvaskemaskine, hvis jeg er heldig og ikke køber Miele.«

Hvad giver dig den stærkeste følelse af mening i livet?

»Det må være mine børn. Mit arbejde er meningsfyldt, men livets virkelige mening er at se sine børn vokse op. Det er en selvbestaltet mening. Jeg tvivler på, det er en mening, som universet beskæftiger sig med. Men gennem mine børn får jeg lov til helt egoistisk at leve min barndom en gang til. Det er meget rart.«

Hvilken konkret ting kunne du aldrig finde på at skille dig af med?

»Jeg har to armbåndsure, som jeg havde på, da mine to drenge blev født. Et til hver af dem, som de skal engang skal have. Så har jeg også en scooter, som jeg fandeme er glad for. En bordeauxrød Honda Helix fra 1986. Samme årgang som mig. Den er helt enormt praktisk, men jeg har den primært, fordi min kone antager, at familiebilen er hendes bil.«

»Jeg har kørt motorcykel i mange år, men der er intet bagagerum på en motorcykel, hvilket er et kæmpeproblem som familiefar, så jeg købte Hondaen sidste sommer. Der er god plads, og man drejer bare på håndtaget, så kører den. Mine venner og kolleger synes, det ser pløkåndssvagt ud, men det tiltaler mig også meget.«

Hvad siger din kritiske stemme i hovedet til dig?

»At jeg skal holde min kæft indimellem. Særligt i disse tider. Jeg kan jo blive meldt til politiet.«

Han henviser til sagen fra Holstebro, hvor en mand for nylig blev idømt en betinget fængselsdom for at have publiceret racistiske vittigheder på to hjemmesider.

»Det er bindegalt. Først koranloven og så dette. Det var ting, jeg ikke havde troet var muligt for et år siden. Det besynderlige er jo, at vi i en kreativ proces altid overvejer, hvad der skal til- og fravælges. Vi plejer bare ikke at tænke i juridiske perspektiver. Der er efterhånden opstillet så mange barrierer for den kunstneriske frihed, at vi har et problem. Måske vil det være smart at holde kæft i ny og næ og bare flyde med tidsånden.«

Men, tilføjer han straks:

»På en eller anden måde er det også min opgave som satiriker at flyde skrigende og sparkende med tidsånden.«

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

»Fem kilo sølv. Rasmus Bruun overtalte mig til at investere i sølvbarrer. Det har jeg ikke fået meget ud af. Det er da meget sjovt at have dem, og børnene kan lide dem, for der er noget pirat over det, men de er ikke blevet en skid mere værd. Hver eneste gang sølv ser ud til at stige i værdi, ved du, hvad der så sker? Det skal jeg fortælle dig, for det lyder som en konspirationsteori, men det er det altså ikke. Så finder de en eller anden spansk sølvskat begravet på et sunket skib i Den Engelske Kanal, og så falder værdien igen.«

»Da jeg købte sølvbarrerne i sommeren 2012, foreslog Lasse Birk Olesen, Ole Birk Olesens lillebror, mig at købe bitcoin for de 25.000 kr. i stedet for. Havde jeg gjort det, havde jeg i dag haft 60 mio. kr. Men det er en sandhed med modifikationer. Jeg er også typen, der let ville glemme adgangskoden til bitcoinkontoen. Udsigten til at have 60 mio. kr. stående på en konto på en app, jeg ikke kan få adgang til, ville have drevet mig til selvmord, så på den måde er sølvbarrerne jo fine at have.«