En enkelt dansk strand sniger sig ind på ny liste over Europas 50 bedste
1000 skribenter over hele kloden har været med til at stemme på destinationer, der tilbyder den perfekte kombination af skønhed og afslapning.
Der findes som bekendt afstemninger om alt fra populærmusik til gode restauranter, og det kan næppe undre nogen, at der også findes en årlig ”World’s Best Beaches”, hvis 2024-udgave netop er blevet offentliggjort.
Bag den står Bobby Heard, der bor i sit hjemland Canada men derudover bruger en stor del af sin tid på at rejse verden rundt – bl.a. for at spotte de bedste strande rundtom på kloden.
Til hvert år at kåre de allerbedste har han dog alliereret sig med 999 andre rejseeksperter fra hele verden, der deler Heards passion. I år blev det Trunk Bay på US Virgin Islands, der løb med førstepladsen, men hvis ikke man har tænkt sig at rejse så langt væk, er der heldigvis også et utal af fremragende strande på det europæiske kontinent at vælge imellem.
»Man skulle tro, at man på et tidspunkt når til et punkt, hvor alt er opdaget, men det kunne faktisk ikke være længere fra sandheden,« forklarer Bobby Heard om sin motivation til at rejse efter ekstraordinære strande over hele verden.
»For hvert år der går, bliver vores liste faktisk blot længere og længere og mere og mere interessant. Opdagelsen af nye strande fortsætter,« tilføjer Bobby Heard, som har arbejdet i rejsebranchen i mere end 20 år og altså er stifter og administrerende direktør i World’s Best Beaches.
Man skulle tro, at man på et tidspunkt når til et punkt, hvor alt er opdaget, men det kunne faktisk ikke være længere fra sandheden.Bobby Heard, adm. direktør World's Best Beaches
Flere nordiske strande i top-10
Blandt de ti bedste strande i Europa finder man flere i Norden, nemlig Diamond Beach i Island på en niendeplads og Puinn i Lofoten Norge på en fornem fjerdeplads.
Den kridhvide norske strand, som er smukt indrammet af klipper og med krystalklart vand, overgås i Europa kun af Calo des Moro på Mallorca, Voutoumi-stranden på Antipaxos – en lille ø syd for Korfu i Det Ioniske Hav – samt cala mariolu på Sardinien.
Italien har hele ti strande med på listen over Europas 50 bedste efterfulgt af Grækenland og Spanien med hver syv. Også lande som Portugal, Kroatien og Frankrig er godt repræsenteret på listen, ligesom Storbritannien er at finde på listen med de to skotske strande Achmelvich (der hører til det skotske højland) og St. Ninian’s Beach (på vestkysten af Shetlandsøerne) samt den walisiske strand Three Cliffs Bay Beach.
Der er også blevet plads til en enkelt dansk strand på den seneste liste over Europas 50 bedste. Det er Dueodde Strand, som er navngivet efter navnet på odden, der ligger på Bornholms sydspids. Stranden er kendt for sit meget fine hvide sand, og det er ikke første gang at stranden på den danske klippeø udråbes som en af verdens fineste.
Få dagens vigtigste historie på lyd i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.



