Internationalt magasin kårer verdens tyve bedste madbyer lige nu
Byer som Paris, London og New York glimrer ved deres fravær på en ny liste fra Time Out, der viser vej til, hvor man kan rejse efter store madoplevelser. Til gengæld er der gedigne overraskelser og dansk islæt.
For virkelig at kende en by, skal man spise dens mad. Men hvad skaber en god madby? Det er ikke nødvendigvis dets antal af Michelin-stjerner, men snarere paletten af muligheder. Og at kvalitet og pris hænger sammen.
Nogenlunde sådan lyder præmissen for rejsemagasinet Time Outs kåring af de bedste madbyer lige nu, som er baseret på lokale indbyggeres vidnesbyrd og anbefalinger fra det magasinets globale netværk af redaktører og skribenter.
Time Out har base i London, men den engelske hovedstad er ikke blevet fundet værdig til en plads på årets liste. Det er til gengæld Liverpool, der måske er bedre kendt for sin musikscene end for sin gastronomi.



